Lyt til artiklen:

DSV slår regnskabsrekorder

00:00
Hastighed: ???x
03:28

Regnskabsåret 2021/22 har vist sig at være et rekordernes år for den tysk-ejede frøkoncern DSV, der ejer det danske selskab DSV Frø. Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.

Der er tale om rekorder på både omsætningen og resultatet, idet omsætningen steg fra 1,56 milliarder kroner året før, til 1,8 milliarder kroner. Den slags kan også aflæses på bundlinjen - i dette tilfælde endda meget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For i 2020/21 var bundlinjen på 55,6 millioner kroner, mens den i 2021/22 sneg sig op på 133,4 millioner kroner. Danske DSV Frø bidrager betragteligt til resultatet med en omsætning på 431,7 millioner kroner i 2021/22 mod en omsætning på 383,6 millioner kroner i 2020/21.

Bundlinjen i det danske selskab faldt dog til 22,4 millioner kroner mod 32,4 millioner kroner sidste år. Nedgangen skyldes udelukkende en ændring i interne regnskabsmetoder i koncernen, siger Lasse Bech, der er administrerende direktør i DSV Frø Danmark, og meget tilfreds med året.

- Vi har løst vores opgave ift. at levere frø effektivt til verdensmarkederne. Vi har skabt vækst på det skandinaviske marked i alle produktgrupper. Sidst, men ikke mindst fortsætter vi arbejdet med at positionere DSV Frø i Danmark og Skandinavien som en seriøs frøleverandør inden for flere produktkategorier, siger Lasse Bech.

Udbyttefremgang

DSV Frø i Danmark kan også melde om fremgang i frøudbytter på tværs af arter, og en rekordstor eksportmængde af græs og kløver.

- Det har været et regnskabsår, hvor vi på den ene side oplevede en stor fremgang i eksporten samt gode priser, samtidigt med et fornuftigt salg på det danske hjemmemarked - hvilket tilsammen resulterede i den største gennemsnitsbetaling til frøavlerne pr. hektar. På den anden side oplevede vi et markant højere omkostningsniveau for energi og transport, beskriver Lasse Bech årets gang, og fortsætter

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De gode resultater viser, at vi i DSV Frø Danmark har en solid og effektiv platform ift. at producere og sælge frø i samarbejde med vores dygtige frøavlere, forhandlere og medarbejdere.

Fremtidsklar

Samlet set står DSV-Frø bedre rustet til en usikker fremtid, mener Lasse Bech.

- Ingen tvivl om, at det kommende år bliver sværere. Markederne er ikke så aktive som tidligere og omkostningsniveauet på stort set alt er markant højere. Men vi er en solid virksomhed - og vi har fleksibiliteten til at omstille os til de nuværende markedsforhold på en fornuftig måde, siger han.

DSV Frø Danmark har udviklet sig fra at være en virksomhed, der primært har solgt græs- og kløverfrø på det danske marked til at være en virksomhed, der sælger udsæd af flere afgrødearter til det skandinaviske marked.

- Vi har forfulgt en strategi, hvor vi skal nå bredere ud med en bredere portefølje. Således har vi i 2021/22 oprustet med flere ressourcer til raps og hvede, hvilket vi kan se allerede bærer frugt med nye spændende sorter til markedet i Danmark og resten af Skandinavien. Vi forventer at kunne fortsætte den positive vækst inden for de områder de kommende år samtidig med, at vi har fuld fokus på vores kerneområde inden for græs og kløver, fortæller Lasse Bech.