I De seneste år har Breeders Trust gentagne gange konstateret, at certificeret græsfrø af en af de store plænesorter af alm. rajgræs, Bokser, i mange tilfælde ikke er sortsægte. Det skriver Breeders Trust i en pressemeddelelse.

Organisationen har hjemsted i Bruxelles, og repræsenterer sortsejernes rettigheder for de mest fremtrædende vesteuropæiske græsfrøfirmaer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bokser bliver markedsført af polske handelsvirksomheder, der samarbejder i et partnerskab. Men det frø, som de polske svindlere får certificeret under dække af at være den internationalt kendte sort, er ikke sortsægte. Det indberettede areal med Bokser var i 2022 over 5.700 hektarer og dermed den største sort af alm. rajgræs i Polen, og sorten er blandt de tre største sorter af sin art inden for EU. Bokser indgår i græsfrøblandinger, der markedsføres over hele Europa bl.a. i blandinger til sportspladser og græsplæner.

Første varsel i 2015

I slutningen af 2015 kom det første varsel om, at et parti Bokser ikke var sortægte. Det fik Breeders Trust til at igangsætte sin egen undersøgelse for at skabe klarhed over, om dette var en isoleret hændelse eller et strukturelt problem. Flere partier af Bokser er efterfølgende blevet indkøbt og afprøvet i Breeders Trusts' efterkontrol, det såkaldte "mystery shopping-program."

Resultaterne viste, at 11 ud af 16 vilkårligt udtagne partier, der officielt var certificeret af de polske myndigheder, ikke var Bokser. Det svarer til, at 69 procent. af de indkøbte partier Bokser er forfalskede.

I dialog med Polen

Geert Staring, direktør for Breeders Trust, giver udtryk for, at denne form for svindel er et særdeles stort problem.

- Disse partier indgår i plæneblandinger, der sælges i mange europæiske lande. Svindlerne beriger sig på de frøavlernes og græsfirmaernes bekostning ved at markedsføre tvivlsomt frø af ukendt herkomst til dumpingpriser. De har fyldt noget andet frø i sækken end det, der er anført på det officielle polske certifikat. Dette er ikke blot disruptivt for markedet men fører også til unfair og uærlig konkurrence og til kunder, der bliver snydt, siger han

Artiklen fortsætter efter annoncen

Projektchef i Breeders Trust, Corné van Beers fortæller desuden, at man er i dialog med den polske frøhandlerforening

- Resultaterne af vores efterkontrol har vist, at der er et stort problem med den polske frøavl af Bokser, der er en af de største sorter inden for EU af alm. rajgræs til markedet for sportspladser og græsplæner. Vi må desværre konstatere, at den nuværende officielle polske certificering ikke giver nogen garanti for sortsægthed. Derfor er vi for øjeblikket i kontakt med den polske frøhandlerforening for at få skabt opmærksomhed omkring forholdet og få fundet en løsning på, hvordan dette strukturelle problem kan løses. Derudover arbejder vi på at overbevise den polske tilsynsmyndighed om nødvendigheden af at stramme op på udførelsen af kontrollen, så vi kan sikre et sundt og velfungerende frømarked i EU til gavn for forbrugerne, siger han.