Mange pumper på biogasanlæg lever et hårdt liv, og når pumpeelementet er slidt, kræver det udskiftning af komplet pumpeenhed.

Nu har Vogelsang udviklet den koniske excentersnekkepumpe HiCone, der kan justeres op til at være så god som ny, op til fire gange i løbet af pumpens levetid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det tager 30 sekunder med en svensknøgle at justere pumpen op når den er slidt, og så kan man have 3-4 pumper på det samme rotor- og statorsæt. Det er væsentlige parametre på det man kalder TCO (Total Cost of Ownership, red.) idag, fortæller Niels Agerbo der er direktør for Vogelsang A/S.

Automatisk justering

Pumpen kan udstyres med en automatikfunktion, hvor en el-motor trækker rotoren tilbage før opstart, hvilket sænker behovet for opstartseffekt væsentligt. Når pumpen er startet op, sørger el-motoren for at justere rotoren frem igen, så pumpen bliver slørfri og får optimal kapacitet.

- En excentersnekkepumpe kræver normalt en stor opstartseffekt på for eksempel 18 Kw, og kan drives under drift ved 11 Kw. Ved at vi trækker rotoren tilbage under opstart, kan vi fjerne modstanden under opstart, og derfor starte pumpen op med mindre effekt. Det har meget at sige i forhold til strømforbrug på de her pumper, fortæller Niels Agerbo.

Vogelsang stræber efter under udvikling af deres produkter, at der skal bruges så få reservedele igennem levetiden, og at udskiftning af reservedele er så let som muligt.