Lyt til artiklen:

Veteransæd skal sikre sjælden race

00:00
Hastighed: ???x
03:25

På Det Grønne Museum ved Auning går én korthornsko af den efterhånden sjældne Lyngestamme. Samlet findes der kun cirka 30 dyr af denne race i hele Danmark, og derfor er det efterhånden også svært at sikre genetikken. Derfor har det Grønne Museum dykket dybt i fryseren, det skriver museet på sin hjemmeside.

På museet er der ingen tyre, og derfor måtte man i kampen mod indavl gå en lettere utraditionel vej. Derfor er en af køerne fornyligt blevet insemineret med nedfrosset sæd fra en tyr født i 1961. Det fortæller driftsleder Christian Svanholm Vingborg.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Lyngestammen er en meget gammel race, med omkring 30 hundyr tilbage. Der er ikke iblandet fremmede racer. Det vil sige den er holdt fri fra beef-shorthorn og diary-shorthorn og andre racer, siger han.

Han fortæller at hver tredje danske ko i Jylland i 1800-tallet var korthorn. Og at det var Brødrene Lynge fra Thisted, der ejede besætningen som Lyngestammen er efterkommere af.

- Den har vi så forsøgt at holde ren her i Danmark. Dels af kulturhistoriske årsager, og så på grund af genbevaring.

Kun én brugbar tyr

Mens der er cirka 30 hundyr af racen i Danmark, så er antallet af tyre noget mindre. Christian Svanholm Vingborg siger der er tre-fire levende tyre der kunne bruges. Men det var i 2017.

- Og så har du 11 tyre, vi må bruge, og tre vi ikke må i sædbanken. Men vores udfordring er, at racen er gammel og lukket, så der er en forholdsvis stor grad af indavl. Det betyder at jeg faktisk kun må bruge sæd fra én tyr for at undgå at indavlsprocenten bliver for høj, siger driftslederen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor måtte Viking Genetics på hovedet i fryseren efter over 50 år gammel sæd.

Gammel teknik

Insemineringen foregik med en forældet teknik, da den over 50 år gamle sæd var frosset ned i pille-form. Metoden bliver ikke længere benyttet, og er faktisk ikke blevet det længe. Derfor var det også en meget speciel dag for inseminøren, som stod for inseminationen. For det var første gang i mere end 20 år, at han inseminerede med hjælp af en pille, da man efterhånden kun benytter rør.

Begge metoder benytter dog nedfrysning i nitrogen, for at sikre muligheden for at tø sæden op igen, mens den stadig har noget saft og kraft tilbage i sig.

En kraft, der kan blive nødvendig. Christian Svanholm Vingborg har nemlig erfaringer med, at racen har udfordringer med frugtbarheden.

- Bare der kommer én kalv, så er jeg glad. Er det en tyr kan den uden tvivl sælges, og er det en kvie, så beholder jeg den selv, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Spreder tyrene

Avlsarbejdet med racen satser på at sprede tyrene så meget som muligt, mens kvierne gerne må være tættere beslægtet. Da man på Det Grønne Museum arbejder med at bevare de gamle danske husdyrracer håber man derfor, at der i 2023 kommer en lille ny korthornskalv af Lyngestammen til verden.

Samtidig håber man også, at Lyngestammen snart kan blive overført til en nyere insemineringsteknologi, og at der kommer et nyt skud af sæd fra Lyngestammens tyre, som har en lidt yngre dato.

- Der er også stadig enkelte tyre som ikke er "låst op", enten fordi man er usikker på noget med sygdomme eller deres afstamning. Vores kalv vil også få taget blodprøver, så vi er sikre på, at den er, som den skal være, afslutter Christian Svanholm Vingborg.