Lyt til artiklen:

Kunstig intelligens gør bogføring langt mere effektivt

00:00
Hastighed: ???x
01:30

Det ofte tidskrævende arbejde med at håndtere fakturaer kan snart være en saga blot. Med et nyt økonomiprogram, Intercount, kan hele processen fra fakturaen modtages, til den er betalt, bogført og arkiveret digitalt ske med et par klik. Alt sker automatisk.

Intercount er et økonomistyringsprogram til landbrugsvirksomheder og er kåret som en trestjernet Europanyhed på Agromek 2022, hvor det præsenteres af Seges Innovation P/S, skriver Agromek i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Intercount bruger kunstig intelligens og machine learning til at automatisere hele bogføringsprocessen og sørger for, at alle bilag konteres automatisk de rigtige steder.

Den kunstige intelligens konterer på baggrund af mønstre i de mange millioner af data, som er opsamlet igennem mange år i økonomiprogrammet Ø90.

Ifølge Seges Innovation er Intercount det eneste program, der kan aflæse alle data på en faktura og lagre dem, hvilket giver et godt datagrundlag, som kan anvendes i brugerens analyse- og beslutningsarbejde i virksomheden.

Programmet gør det muligt for kunden at benchmarke sine økonomital i realtid og sammenligne dem med resten af branchens tal, som er opsamlet i en række databaser af Seges Innovation.

Intercount består af en række moduler, som kan vælges efter behov. Programmet kan anvendes af både selskaber, interessentskaber og personligt ejede virksomheder.