Lyt til artiklen:

Søgning efter bomber på mark ved Sønderborg intensiveres

00:00
Hastighed: ???x
01:29

Lørdag den 29. oktober fandt historieinteresserede to bomber fra anden verdenskrig på en mark nær Sønderbog. Bomberne stammer fra et Halifax-fly, der styrtede ned under krigen og bomberne har dermed befundet sig i området i omkring 80 år.

Fra mandag 14. november intensiverer Ammunitionsrydningstjenesten, EOD, derfor arbejdet med at afklare, om der ligger flere bomber i jorden. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi indsætter flere medarbejdere fra mandag for hurtigst muligt at få afklaret, om der skulle være flere bomber i området. Det skal vi have afklaret, før vi kan foretage en kontrolleret sprængning af de to bomber, der er fundet. Området er på knap fem hektar, så det er en tidskrævende opgave, forklarer major Peter Jegsen fra EOD.

Samtidig med afsøgningen af marken arbejdes der videre for at finde den bedste løsning for bortsprængningen af bomberne.

Når den rette løsning er valgt, vil myndighederne orientere berørte borgere i området i god tid. Informationen vil indeholde oplysninger om tidspunktet for sprængningen og de forholdsregler, der er nødvendige at tage ved selve sprængningen omkring sikkerhedsafstand, afspærringer, forholdsregler for beboere og lignende.

Området er fortsat afspærret og politiet opfordrer borgerne til at holde sig væk.