Lyt til artiklen:

Maskinfabrik producerer maskine nummer 10.000

00:00
Hastighed: ???x
02:07

Abonnementsartikel

Fasterholt Maskinfabrik producerer i disse dage maskine nummer 10.000 - og hele processen deles på Facebook.

Der er mange milepæle i livet. Også for en maskinfabrik. Og Fasterholt Maskinfabrik er godt i gang med at runde én af dem. For netop nu, og i løbet af de kommende uger, producerer fabrikken sin maskine nummer 10.000.

Det skriver Fasterholt Maskinfabrik på Facebook. Til Maskinbladet siger administrerende direktør, Rikke Kjær Pedersen, at ordren på nummer 10.000 kom ind lige efter sommer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg kan ikke huske om det var august eller september, men det var efter sommer. Vi har et maskinkartotek, hvor vi har alle maskiner liggende. Når vi så laver en ny produktion lægger vi det derind, og så så vi at det var nummer 10.000, siger Rikke Kjær Pedersen.

Nummer 10.000 bliver en FM4800 vandingsmaskine, og allerede nu kan Rikke Kjær Pedersen sige, at den sælges til en dansk kunde.

Videodagbog

Produktionen af maskine nummer 10.000 lader Fasterholt Maskinfabrik heller ikke gå ubemærket hen. For i forbindelse med opslaget på Facebook, har fabrikken delt en video af de første skridt i produktionen.

- Vi har en praktikant, og hun fik den ide at lave en videodagbog. Det syntes vi var en god ide. Det hun siger er, at når man ikke er her hver dag, så ved man ikke hvor mange processer en maskine skal igennem, og hvor mange folk der er inde over den, siger Rikke Kjær Pedersen, der ser videoerne som en god mulighed for at vise hvad virksomheden laver.

Den administrerende direktør og resten af fabrikken er også glade for, at det nu er nået til produktionen af maskine nummer 10.000.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er jo kæmpestort at vi runder den milepæl. Det er vildt at tænke på. Det bekræfter os i, at det er rigtigt det vi laver. Det er noget der kan bruges. Så det tænker vi at blive ved med, siger Rikke Kjær Pedersen.

Hun regner med at der vil komme en video med et sammenklip ugentligt, indtil maskinen skal leveres.

- Der kommer også til at ske noget når den skal leveres. Men vi ved endnu ikke hvad det bliver, siger Rikke Kjær Pedersen.