Lyt til artiklen:

Glidende overgang til fast føde

00:00
Hastighed: ???x
01:28

Vådfodringssystemet PorciSys fra forhandleren AgriSys præsenteres som en to-stjernet nyhed på Agromek. Det er dog kun en nyhed i Agromek-sammenhæng, idet fodersystemet har været på markedet i en årrække. Det har været solgt til Asien, Sverige, Tyskland, Belgien og Holland, men er endnu relativt nyt i Danmark.

For et år siden fik AgriSys forhandlingen af anlægget, der produceres af en virksomhed i Tyskland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En af fordelene ved systemet er ifølge salgschef Kent Stagsted Nielsen, at det sikrer grisen en glidende overgang til fast føde, hvilket er vigtigt ikke mindst i lyset af den zinkfri fravænning.

PorciSys kan levere friske foderblandinger i små portioner til hver sti. Alt efter grisenes alder serveres portioner med mælkepulver, prestarter og startblanding. Portionen blandes i en mikser og skydes med luftimpulser gennem rørsystemet ud i stien.

- Vi mener, at grisene på denne måde vil blive bedre forberedt til fast føde. Det baserer vi på feedback om et højere foderoptag og på den kendsgerning, at det er lettere for de små grise at spise vådfoder end tørfoder. Systemet vil på den måde forberede grisens fordøjelsessystem i god tid, og det er jo det, det hele handler om, siger salgschef Kent Stagsted Nielsen.

Systemet kan i øvrigt styres fra mobiltelefon, tablet eller PC.