Lyt til artiklen:

Valgflæsk sætter rekord

00:00
Hastighed: ???x
01:45

Til trods for at valgkampen nærmer sig sin ende, så har danskerne stadig rigeligt appetit på valgflæsk. På Danish Crowns slagteri i Herning har maskinen der skærer flæsk i skiver, og linjen, der gør pakkerne klar til supermarkederne nærmest kørt uafbrudt i tre uger. Det skriver slagteriet i en pressemeddelelse.

Allerede få dage efter udskrivelsen af valget, måtte Danish Crown melder udsolgt af stegeflæsk i ugerne op til valgdagen. Det betyder at Danish Crown sætter salgsrekord med et salg der er 50 procent større, end ved Folketingsvalget i 2019.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har aldrig før solgt så meget flæsk i skiver på så kort tid. Der har været en helt overvældende opbakning fra alle vores danske kunder, så vi har kæmpet benhårdt med at gøre alle kunder så tilfredse som muligt. Med så flot et salg må vi konstatere, at danskerne virkelig har taget stegt flæsk til sig som retten, der hører til på en valgdag, fortæller Peter Bendixen, der er ansvarlig for salget til de danske detailbutikker hos Danish Crown.

Var forberedt

På grund af den lange optakt til valgkampen, og den lidt længere valgkamp, så har Danish Crown denne gang haft bedre mulighed for at planlægge produktionen af brystflæsket.

- Til foodservice har vi set et rigtigt flot salg af brystflæsk. Faktisk har aftrækket været så stort, at vi har draget stor fordel af, at vi uden at gå på kompromis med kvaliteten kunne fryse produkterne ned på forhånd, ellers havde vi hverken kunne stikke eller bekende over for vores kunder. Jeg synes også, at de private slagtere i år virkelig har taget flæsk til sig, og har været med til at markedsføre det. Det har også givet et boost til det samlede salg, siger Søren Overgaard, der er ansvarlig for salget til foodservice i Danmark.