Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
DLF udvider i Wisconsin
DLFs amerikanske afdeling, DLF USA, har 31. oktober underskrevet en aftale om køb af Deer Creek Seed. Det skriver DLF i en pressemeddelelse.
Deer Creek Seed ligger i delstaten Wisconsin og har fokus på at distribuere fode- og plænegræsfrø. Selskabet markedsfører desuden efterafgrøder, vildtafgrøder og blomsterfrø med videre. Omsætningen udgør cirka 15 millioner dollars, cirka 112,5 millioner kroner, og der er 37 medarbejdere i selskabet.
DLF ejer allerede La Crosse Seed, som ligeledes er en distributionsvirksomhed i Wisconsin. Wisconsin og områderne omkring de store søer står for en betydelig andel af den amerikanske mælkeproduktion og er i vid udstrækning græsmarksbaseret. Derfor er distributionskraft i blandt andet Wisconsin af stor strategisk betydning for DLFs afsætning af foderfrø.
- Jeg er glad for, at vi med overtagelsen af Deer Creek styrker vores markedsadgang i et for os ret vigtigt hjørne af Nordamerika for salg af foderfrø til mælkeproducenter, siger Søren Halbye, CEO i DLF Koncernen.
- Det ligger helt i tråd med vores strategi i Nordamerika, og vores mål om fremadrettet integration i værdikæden, hvorved vi rykker tættere på slutbrugerne. Vi ser flere muligheder for at deltage i en fortsat konsolidering af den nordamerikanske foder- og plænefrøsektor, som stadig er relativ fragmenteret sammenlignet med eksempelvis Europa, siger han.
Deer Creek Seed vil fortsætte som selvstændigt brand og dermed komplementere La Crosse Seed brandet i distributionsmarkedet. Der er mulighed for at høste synergier gennem sammenlægning af afdelinger og i øvrigt at strømline bagvedliggende funktioner, herunder supply chain, hvor Deer Creek Seed vil source frø gennem DLF. Deer Creek Seed har desuden udviklet en webshop med ganske god succes.