Lyt til artiklen:

Hobbyhøns på Als ramt af fugleinfluenza

00:00
Hastighed: ???x
02:19

En hobbybesætning med 30 høns og 40 kyllinger ved Tandslet på Sydals er ramt af den dødelige fugleinfluenza H5N1. Det viser analyseresultater fra Statens Serum Institut. Fødevarestyrelsen vil nu aflive samtlige dyr i besætningen og køre dem til destruktion.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sidst Danmark havde et udbrud af fuglinfluenza var tilbage i marts. Dermed har Danmark i et halvt år haft status som fugleinfluenzafri i den internationale dyresundhedsorganisation.

Det aktuelle udbrud rokker ikke ved Danmarks status som et land uden fugleinfluenza, fordi det er en mindre hobbybesætning, som er ramt. Fødevarestyrelsen forventer derfor heller ikke, at andre lande lukker for deres import af danske æg, fjerkræ og fjerkrækød fra Danmark.

- Men udbruddet er en anledning til lige at minde om, at fugleinfluenzaen er derude, og at man, uanset om man er hobbyavler eller professionel, skal være varsom, og tage sine forholdsregler, siger kontorchef Camilla Brasch Andersen fra Fødevarestyrelsen, og understreger, at fugleinfluenza er både smertefuld og dødelig for fjerkræ - uanset om de lever i fangenskab eller i den fri natur.

Zoner med særlige regler

I Danmark betyder smitteudbruddet, at Fødevarestyrelsen nu har oprettet en 3-kilometers beskyttelseszone og en 10-kilometers overvågningszone rundt om den smittede besætning. I overvågningszonen er det bl.a. forbudt at sælge og flytte æg, høns og andre fugle, medmindre man får en særlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen.

I begge zoner skal ejere af høns og andre fugle desuden registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk. Fødevarestyrelsen forventer tidligst at kunne ophæve restriktionerne i det ramte område 30 dage efter, at aflivning og desinfektion af hønsegården er afsluttet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis du ser høj dødelighed eller problemer med vejrtrækningen hos dine fugle, kan det være et tegn på fugleinfluenza, og du skal i så fald kontakte en dyrlæge.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at alle fugle bliver holdt i en indhegning, som er overdækket med fast tag, net eller tråd, og at dyrene altid får foder under tag, så vilde fugle ikke kan komme i nærheden af foder og drikkevand og dermed smitte besætningen.