Lyt til artiklen:

19.000 ulve lever i 27 EU-lande

00:00
Hastighed: ???x
03:02

Der anslås nu at leve omtrent 19.000 ulve i de 27 EU-lande. Dette er 31 procent flere end ved seneste opgørelse i 2016, hvor der var registreret 14.500 ulve. Det viser en opgørelse udarbejdet af LCIE (Large Carnivore Initiative for Europe), som er en arbejdsgruppe under IUCN (International Union for Conservation of Nature), skriver Ulveatlas, som er en del af Naturhistorisk Museum i Aarhus.

De danske ulve, som i rapporten var opgjort til cirka 14 individer ved udgangen af 2021, udgør knapt én procent af den centraleuropæiske ulvebestand, skriver Ulveatlas.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rapporten gives også opgørelser over antal husdyrdrab og udbetalte erstatningsbeløb pr. land. Selv om opgørelsesmetoder og erstatningsordninger varierer meget fra land til land, og tal fra enkeltlande kan svinge meget fra år til år, giver statistikken ikke desto mindre et overblik over problemets omfang på tværs af lande.

En sammenstilling af data fra de lande, hvor der både foreligger bestandsdata på ulv og skadesopgørelser for husdyr siden 2020, viser, at Danmark i 2021 sammenlignet med andre lande lå relativt lunt i svinget med hensyn til antal husdyr dræbt pr. ulv

Husdyrdrab

Det højeste antal husdyrdrab pr. ulv blev registreret i Belgien (24 husdyrdrab pr. ulv, hovedsageligt får). Målt i udbetalte erstatninger havde Finland Europas dyreste ulve (cirka 76.000 kr. pr. ulv), hvilket især skyldes prædation på tamrener.

Antallet af ulveangreb er støt faldende siden 2020. I 2021 var der 16 angreb på husdyr i Danmark. I år er antallet 12 ulveangreb. Miljøstyrelsen oplyser i et notat til Folketinget, at der i Danmark pr. september i år har haft 12 bekræftede ulveangreb på husdyr.

Ulv er i dansk ret omfattet af en række love og bekendtgørelser, der beskytter ulv som art og individ som opfølgning på EU habitatdirektivet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere politikere - herunder miljøminister Lea Wermelin - ønsker ikke ulve i Danmark. De mener landet er for lille til ulv, men ulven er beskyttet af EUs habitatdirektiv og må ikke skydes.

Regeringen er i dialog med EU-kommissionen om beskyttelsen af ulven. Lea Wermelin sagde under et samråd om ulv i Folketinget midt i september:

- Det er ikke en let opgave. Der er lande, som støtter en mere fleksibel forvaltning af ulv. Men i mange tilfælde er udgangspunktet et andet end i Danmark, og der er tale om andre problematikker en dem, vi oplever herhjemme. Vi tager emnet op med Kommissionen, når der er anledning til det. Men tilbagemeldingen har indtil videre været den samme, sagde miljøministeren ifølge sit talepapir på samrådet.

Læs mere om rapporten.