Lyt til artiklen:

Stjerneregn til udnyttelse af gylle og gødningsplanlægning

00:00
Hastighed: ???x
03:55

Agromek har netop offentliggjort dette års 1-, 2-, og 3-stjernede nyheder, og blandt de trestjernede digitale produktnyheder findes hele tre digitale produkter fra Seges Innovation.

Ét af dem er appen "CRiskA", som lever op til lovgivningen ved at give direkte adgang til opdateret viden om faremærket kemi ved blot at scanne midlets stregkode, skriver Seges Innovation i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

CRiskA er en forkortelse af Chemical Risk Assesment, der betyder kemisk risikovurdering. Noget, som er lovpligtigt at foretage for sin virksomhed. Derfor indeholder appen skabeloner, der kan bruges til at risikovurdere forskellige kemiske og biologiske processer.

CRiskA fritager landmand og medarbejdere for mange timers arbejde ved ikke at skulle finde og skrive oplysningerne ind selv, da den nødvendige viden allerede findes i en database, der opdateres af Seges Innovation. Derudover får hver medarbejder informationen direkte ved hånden, hvilket gør, at de hurtigt og nemt kan få den nødvendige viden, som gør dem i stand til at arbejde med faremærket kemi med sikkerheden i orden.

- Vi er glade for, at dommerpanelet har tildelt tre stjerner til et produkt som CRiskA, der ikke bare gør det lettere at overholde lovgivningen, men endnu vigtigere også hjælper landmand og medarbejdere med at beskytte sig, når de arbejder med faremærket kemi, så ulykker undgås, siger Jesper Riber Nielsen, direktør i Seges Innovation.

rich-media-2
CRiskA fritager landmand og medarbejdere for mange timers arbejde ved ikke at skulle finde og skrive oplysningerne ind selv, da den nødvendige viden allerede findes i en database. Pressefoto: Seges Innovation.

Data gør gødskning mere præcis

Blandt de trestjernede europanyhederne finder man også en ny funktion i CropManager, som igennem automatisk logning fra gyllevognen sikrer en bedre udnyttelse af kvælstoffet fra gyllen. Det sker, fordi funktionen i CropManager genberegner kvælstofeffekten ud fra faktiske gyllemængder, vejrforhold og automatisk overførte gylleanalyser.

I dag udbringes gyllen som regel efter en plan, der er udarbejdet ud fra normtal. Men da tallene ikke tager højde for gyllens indhold, mængde og udbringningstidspunkt, vil planen ofte afvige fra den faktiske udbringning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Funktionen i CropManager sikrer, at afgrødernes behov rammes mere præcist, hvilket er godt for miljøet, men også for landmandens økonomi og ikke mindst arbejdsforbrug. En sådan funktion er ikke set før i konkurrerende produkter i Europa.

Dynamisk gødningsplanlægning er en anden udvidelse i CropManager, som også modtager tre stjerner fra dommerpanelet. Den nye funktion beregner det aktuelle restbehov for kvælstof i vinterhvede forud for sidste gødskning i maj måned. Markens samlede biomasseindeks bruges til at beregne afgrødens kvælstofstatus og resterende behov. Det er helt nyt, at man kan lave beregningen så langt henne i vækstsæsonen.

- De to nye funktioner i CropManager er et eksempel på, hvordan data og digitale teknologier kan bidrage til et lavere miljøaftryk fra landbrugsproduktionen. For hvorfor ikke flytte gødningen derhen hvor den skaber værdi og reducere miljøpåvirkningen? Vi er glade for, at dommerpanelet har givet os tre-stjerner for at udvikle en digital løsning, som gør netop det, siger Jesper Riber Nielsen.

Ud over de 3 x trestjernede nyheder, har Seges Innovation modtaget 2 stjerner for vandingsmodulet i FarmTracking samt 1 stjerne for Seges Lager.

- De mange stjerner som vores digitale produkter har modtaget ved dette års AgroMek Stars er for mig et bevis på, at vi i Seges Innovation er lykkedes med at udvikle innovative produkter ved at kombinere vores dybe agrofaglige viden med vores digitale udviklingsmotor, udtaler Lisbeth Henricksen, direktør for Innovation i Seges Innovation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alle produktnyheder vil være at finde på Agromek 2022, som finder sted fra den 29. november - 2. december 2022 i Messecenter Herning.