Lyt til artiklen:

Donation til mindeanlæg på Vestermølle

00:00
Hastighed: ???x
02:36

Fællesforeningen Landbrug & Fødevarer Østjylland har valgt at nedlægge sig selv. Den overskydende kapital har foreningen valgt at donere til Vestermølle Møllelaug i Skanderborg.

Foreningen Landbrug & Fødevarer Østjylland, som tidligere gik under navnet Landbrug Midt- og Østjylland (DLMØ) har nedlagt organisationen. Formålet med dannelsen af L&F Østjylland var i sin tid, at landboforeningerne i fællesskab kunne varetage en række faglige og erhvervspolitiske opgaver. Det samarbejde fortsætter foreningerne, men blot i en anden form, skriver Djursland Landboforening i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De fem landboforeninger, som stod bag L&F Østjylland, Djursland Landboforening, Landboforeningen Kronjylland, Landboforeningen Odder - Skanderborg, Samsø Landboforening og Østjysk Landboforening, har valgt at donere foreningens egenkapital til Vestermølle Møllelaug ved Skanderborg.

Tegninger af Julius

Overrækkelsen af donationen fandt sted ved et dobbelt arrangement på Vestermølle, hvor der først var fernisering af et udvalg af Julius-tegninger gennem mere end 50 år. Jens Julius Hansen er blandt andet kunstneren bag årets bladtegning 2022.

Efter ferniseringen fik Christian Jensen, formand for Landboforeningen Kronjylland og nu forhenværende formand for L&F Østjylland, ordet.

- Hver ting har sin tid - og ting ændrer sig over tid. Vi talte kassen op og fik et overblik over, hvad der var af likviditet i foreningen. Vi besluttede os ret hurtig for, hvad vi skulle bruge vores egenkapital til. Vi ville gerne kunne bevare noget til eftertiden, og vi mente, at Vestermølle Møllelaugs arbejde med at bevare historien om landbruget, er en god ting at støtte, lød det fra Christian Jensen, som dermed overrakte en check på 175.000 kr.

L&F Østjylland var ikke de eneste, som denne dag kom med en donation. Det gjorde også Steen Nørgaard Madsen, formand for Mejeriforeningen og lurmærkets administrator. Han kom med en check på 125.000 kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mindeanlæg

Vestemølle Møllelaug har allerede besluttet sig for, hvad donationerne skal bruges til. Skanderborg Kommune og Fredningsnævnet har nemlig givet tilladelse til, at Vestermølle Møllelaug i haven mellem Vestermølles hovedbygning og Oddervej ind mod mølledammen opfører et historisk mindeanlæg.

I centrum af mindeanlægget sættes plads af til et kunstværk, som med udgangspunkt i Anders Nielsens og hans kone Kirstines virke, skal beskrive den smeltedigel, som har udviklet og formet det Danmark, vi kender i dag.