Lyt til artiklen:

Nyt samarbejde skal sikre mod økonomisk tab efter tørke eller skybrud

00:00
Hastighed: ???x
01:50

Med et ønske om at skabe større tryghed for danske landmænd, der rammes af eksempelvis dårligt vejr og dermed en risiko for udbyttetab, tilbyder Danish Agro nu i samarbejde med Topdanmark en afgrødeforsikring.

Formålet er at tilbyde et produkt, der giver værdi for landmændene, og som hjælper dem, der har behov for at skabe tryghed og sikring af en stabil indtægt på trods blandt andet vejrmæssige uforudsigeligheder, siger Henning Fogh, direktør i Danish Agros danske grovvareforretning, skriver Danish Agro i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Afgrødeforsikringen dækker udbyttetab på landmandens afgrøder som følge af blandt andet frost, sne, tø, vand, tørke, storm, og, skybrud.

Ekstreme vejrforhold

- Selv den dygtigste landmand kan blive ramt af dårligt vejr som tørke, store mængder regn eller storm, og vi forventer desværre kun, at vi vil se stadigt mere ekstreme vejrforhold i Danmark de kommende årtier. Det kan have alvorlige konsekvenser for afgrødeudbyttet, siger Monica Diaz, koncerndirektør for Landbrug & Erhverv i Topdanmark.

- Med afgrødeforsikringen kan landmænd sikre, at de ikke taber penge efter en fejlslagen høst på grund af en række eksterne forhold og få dækket eventuelle udgifter til omsåning eller en planteavlskonsulent. Samlet giver det mere sikkerhed og stabilitet om udbytte og indtjening i det enkelte landbrug, siger hun.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI)s Klimaatlas, der kommer med bud på fremtidens klima herhjemme frem mod år 2100, kan danske landmænd årligt forvente 30 dage med varmebølge sammenlignet med kun ni i dag og 20-150 procent flere skybrud, som desuden bliver kraftigere.