Lyt til artiklen:

Nordjyske landmænd ville drøfte braklægning og minksagen

00:00
Hastighed: ???x
03:14

De fire lokale landboforeninger Fjordland, nf plus, Agri Nord og LandboNord havde sammen med Landbrug & Fødevarer sat fødevareministeren stævne i DGI Huset til debatmøde.

Inden aftenens møde var Rasmus Prehn på virksomhedsbesøg hos Mikael og Jan Nørgaard, der ejer Vildmose Kartofler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

EU-kravet om at braklægge fire procent landbrugsjord stod for skud på mødet i Aabybro. I øvrige EU-lande er projektet udsat et år på grund af fødevaresituationen, men ministeren kom ikke igennem med en udskydelse på dansk jord, idet Radikale, SF og Enhedslisten gik imod, skriver Agri Nord i en pressemeddelelse.

- Alle landmænd skal braklægge fire procent af deres jord. Men den natur, de allerede har etableret, tæller ikke i regnestykket, og det er ikke ordentligt, siger formand for Agri Nord, Carl Christian Pedersen efter mødet.

- Det er desværre et eksempel på rigide regler, der rammer dansk landbrug og tager motivationen til at gå foran fra landmændene, siger Carl Christian Pedersen og tilføjer:

- Natur og landbrug er ikke modsætninger. Mange landmænd har allerede etableret både store og mindre naturområder. Landmændene vil også gerne have natur, men de bliver straffet for at gå forrest.

Formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling, konstaterede, at Danmark er et af verdens rigeste lande.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så vi bør vise vejen for resten af verden. Det gør vi via udvikling og ikke afvikling. At gå foran for natur og biodiversitet kræver mod og kapital, og de der gør det, bør belønnes, understreger Niels Vestergaard Salling.

- Straf for at være foran, giver ingen lyst til at gå foran - og dermed sker udviklingen langsommere til skade for miljø, natur og landbruget. Det giver ingen mening.

Alle mand på dæk

Niels Vestergaard Salling takkede ministeren for at stille op til debatmødet:

- I andre lande er ministerbesøg endsige kontakt ikke en selvfølge. Tak for dialogen, som er unik for det danske samfund. Derfor er vi også blevet så frustreret over mink-sagen. Jeg hører, at du vil gøre dit til, at I får speedet op, så mink-avlerne ikke skal gå og vente på pengene og vedligeholde bygninger, som skal rives ned.

Rasmus Prehn havde forinden forsikret, at han arbejder på at få "alle mand på dæk", for at opnå en hurtigere sagsbehandling i minksagerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På mødet konstaterede ministeren, at danske landmænd har sat dansk landbrug på verdenskortet.

- Det er effektivt og verdensførende under behørig hensyntagen til klima, miljø og biodiversitet. Nogen har travlt med at pege fingre og opstille ambitioner og snuptagsløsninger. Men mange glemmer, at vi er et imponerende godt sted, sagde Rasmus Prehn i sit oplæg.

Ministeren har sammen med formand for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, holdt flere fælles møder rundt i landet.

- Det er vigtigt, at ministeren møder de landmand, han laver lovgivning for, understregede Søren Søndergaard.

Fødevareministeren satte efter mødet kurs mod hovedstaden, og med sig havde han en række kritikpunkter og indspil fra aftenens deltagere.