Lyt til artiklen:

Skovrejsning med enklere sagsbehandling

00:00
Hastighed: ???x
02:20

For at afkorte sagsbehandlingstiden ved ansøgninger om privat skovrejsning 2022, vil Landbrugsstyrelsen som noget nyt udelukkende se på støttekriterier, inden styrelsen træffer afgørelse.

Det vil for eksempel sige projektets størrelse og ejerskab, men ikke skovens udformning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Du skal som ansøger derfor i højere grad selv være opmærksom på, at du tilrettelægger dit projekt, så det lever op til de krav, der stilles til gennemførte projekter, lyder advarslen i den forbindelse fra Landbrugsstyrelsen.

Den nye praksis skal ifølge styrelsen reducere antallet af høringer og dermed gøre sagsbehandlingstiden kortere, og derfor skal ansøgere ifølge Landbrugsstyrelsen være ekstra opmærksomme på at udfylde ansøgninger korrekt.

- Vores mål er at afgøre ansøgninger til skovrejsning inden plantningssæsonen i 2023, lyder det fra Landbrugsstyrelsen.

Det er ifølge Landbrugsstyrelsen særligt vigtigt, at den del af ansøgningen, som handler om ejerskabet er udfyldt korrekt i ansøgningen.

- Vi kan desværre ikke gå ind og rette oplysningerne om ejerskab efterfølgende. Hvis ejerskabet er oplyst forkert i ansøgningen, vil det resultere i et afslag, advarer styrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I det hele taget understreger Landbrugsstyrelsen, at det er vigtigt at udfylde ansøgningsskemaet med alle de nødvendige oplysninger for at sikre en hurtig sagsbehandling.

Da Landbrugsstyrelsen udelukkende kigger på støttekriterierne i forbindelse med ansøgninger om tilsagn til Privat skovrejsning 2022 betyder det, at styrelsen først kontrollerer om alle forpligtelser er opfyldt i forbindelse med udbetalingen af tilskud.

- Du skal derfor være opmærksom på, at du ved etablering af din skov lever op til de kriterier og forpligtelser, som gælder for ordningen og følger af bekendtgørelsen. Det er uanset, om du på ansøgningstidspunktet har oplyst forhold, som ellers ikke er i overensstemmelse med de gældende forpligtelser. Det er derfor vigtigt, at du sikrer dig, at du opfylder samtlige forpligtelser og støttekriterier, inden du anmoder om udbetaling. Vi vil også kontrollere begge dele, når vi er på fysisk besøg, hedder det i en pressemeddelelse fra Landbrugsstyrelsen.

Styrelsen gør også opmærksom på, at eventuelle ændringer skal godkendes af Landbrugsstyrelsen, før der kan søges om udbetaling.