Lyt til artiklen:

Jubilæum på silofabrikken, der tænker som Ikea

00:00
Hastighed: ???x
03:50

Allerede da Jørgen Iversen i 1995 begyndte som lagermedarbejder hos BM Silo, kunne han med det samme se, at der var noget unikt over den vestjyske virksomhed. Der var noget særligt omkring produktionen af de store siloer, og i pakkeriet blev han mødt af noget, der mest af alt mindede om de kompakte kasser i hent-selv-lageret hos Ikea.

I de første 10 år af sin karriere i virksomheden bestod opgaverne både i at pakke og producere siloer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg blev ansat på lageret, hvor min primære opgave bestod i at pakke siloerne, inden de skulle fragtes. Fra tid til anden befandt jeg mig også i produktionen, men jeg kunne hurtigt mærke, at min passion var ude på lageret. Det skyldes blandt andet virksomhedens øje på fragt og logistik som et selvstændigt fokus- og udviklingsområde, fortæller Jørgen Iversen.

rich-media-2
Jørgen Iversen er med til at sikre, at der lige fra produktionens start overvejes, hvordan en ny silo kan fylde mindst muligt, når den skal afsendes. Pressefoto.

Efter nogle få år i BM Silo fik Jørgen ansvaret for lager og logistik samt en håndfuld lagermedarbejdere. Den nye rolle betød også, at det var Jørgen Iversens rolle at kvalitetssikre alle produkter, inden de fragtes videre til kunden.

- Som ansvarlig for lager og logistik er det mig, der har sidste blik på produkterne, inden de forlader matriklen. Det er derfor mit ansvar at sikre, at alle dele kommer med en ordre. Derudover sørger jeg for at koordinere og indhente fragtpriser. Nogen vil måske tænke, at fragtprisen på en silo må være tårnhøj, men hos BM Silo arbejder vi konstant på at bevise det modsatte, forklarer Jørgen Iversen.

Inspiration fra Ikea

I BM Silos mere end 50-årige lange levetid, har der altid været stort fokus på, hvordan produkterne fragtes. I den vestjyske familievirksomhed har man nemlig ladet sig inspirere af et koncept, som de fleste danskere har kendskab til - nemlig IKEA.

- Hos os mangler der aldrig en skrue, men det er derimod Ikeas kompakthedsprincip, som vi er enormt inspireret af, fortæller Jørgen Iversen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når vi producerer en ny silo, overvejer vi helt fra produktionens start, hvordan vi kan få den til at fylde mindst muligt. Er en plade for stor, så deler vi den i to, så den kan være i de trækasser, som de skal fragtes i. Det gør vi, blandt andet fordi vi sender vores siloer til hele verden, og når vi pakker dem så kompakt, som vi gør, kan vi fragte 10-12 siloer i én container - og det nedbringer dermed fragtprisen betragteligt pr. silo, forklarer han.

Det er dog ikke kun fragtprisen, der har fået Jørgen Iversen og hans kollegaer til at rette fokus på at pakke siloerne kompakt.

- Vi kræver af vores egne produkter, at de skal kunne komme igennem en almindelig dør. Emnerne skal være nemme at håndtere, og så skal det være nemt og overskueligt at samle dem, når de kommer ud til kunden.

Én stor familie

Det er ikke uden grund, at den rutinerede lager- og logistikansvarlige netop har rundet 25 år i virksomheden, for det er langt mere end blot et almindeligt lagerjob - det er et job med udvikling, udfordringer og ambitioner, og det motiverer Jørgen Iversen.

- Det motiverer mig, at jeg fra lageret kan være med til at gøre en stor forskel for kunderne, og at jeg ligefrem kan være med til at vinde nye kunder på den måde, som vi opbevarer og fragter vores varer på. Hver gang vi producerer en ny silo, indtænker vi kompaktheden, og det gør, at ingen af mine dage er ens, fortæller jubilaren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sammenholdet i den familieejede virksomhed er endnu en årsag til, at BM Silo er et helt særligt sted at arbejde.

- Vi løfter i flok, så hvis nogen er bagud eller har andre udfordringer, så hjælper vi hinanden med at nå i mål - og det er på tværs af afdelinger og funktioner, fortæller han.

- I BM Silo er vi lidt som en stor familie, og vi har det rigtig godt sammen, og vi respekterer hinanden. Jeg har aldrig oplevet det på samme måde andre steder, jeg har arbejdet, og det gør hver dag til en fornøjelse, siger Jørgen Iversen.