Lyt til artiklen:

Arla vil nå klimamålsætning med ny vindmøllepark

00:00
Hastighed: ???x
02:54

I januar 2022 fremlagde Arla målsætning om udelukkende at anvende strøm fra vedvarende energikilder i Danmark til mejerier og produktion inden udgangen af 2025. Det skriver Arla i en pressemeddelelse.

Nu har selskabet indgået 10-årig elaftale med Eurowind Energy, der træder i kraft senest 1. januar 2025. Her forpligter Arla sig til at aftage strømmen fra en støttefri vindmøllepark ved Nørre Økse Sø nær Brovst i Jammerbugt Kommune, som skal bestå af 11 nyopførte vindmøller med en forventet produktion af 137 gigawatt-timer pr. år, hvilket svarer til 34.000 danske husstandes årlige elforbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det her er en milepæl for Arla. Vi arbejder hver dag benhårdt for at nå vores bæredygtighedsmål - både i produktionen og ude blandt vores ejere. Og jeg er stolt over, at der allerede nu er klarhed om vejen til at levere på denne del af ambitionen, siger Hanne Søndergaard, bæredygtighedsdirektør i Arla Foods.

Produktion af vind, sol og biogas

Udover de 137 gigawatt-timer, som vindmølleparken forventes at levere til elnettet, er det Arlas mål, at der bliver leveret vedvarende energi fra solceller, biogasmotorer samt køb af grøn el produceret fra en række Arla-gårde i Danmark.

Strøm fra vedvarende energikilder er en del af Arlas samlede klimamål om at reducere CO2-udslippet i produktionen med 63 procent inden 2030.

- I Arla er vi stærkt opsat på at reducere vores klimaaftryk, så danskerne fortsat kan have glæde af vores mejeriprodukter. I hele vores produktion har vi derfor fordoblet vores målsætning og har nu som mål at reducere vores CO2-udslip med 63 procent. At vi nu har nået vores mål om at være dækket af 100 procent grøn strøm til mejerier og produktion i Danmark, er et godt skridt på vejen, siger Hanne Søndergaard.

Samlet set har Arla allerede nu ifølge dem selv reduceret udledning fra produktionen med 25 procent siden 2015.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det glæder Jens Rasmussen, som er administrerende direktør i Eurowind Energy, at aftalen kan bidrage til Arlas klimaambitioner.

- Vi er stolte over, at Arla har valgt at indgå aftalen med os. Arla er med sin ambitiøse klimastrategi på mange måder en rollemodel og vi er glade for at kunne levere grøn strøm, således Arla kan forfølge sine mål og bidrage til den grønne omstilling. Aftalen gør også, at vi kan opføre endnu et støttefrit grønt energianlæg. I fremtiden kommer vi til at indgå flere af denne type aftaler for at accelerere den grønne omstilling yderligere, siger Jens Rasmussen.

De 11 vindmøller til vindmølleparken Nørre Økse Sø skal leveres af Vestas.