Lyt til artiklen:

Fugleinfluenza i Nordtyskland får konsekvenser i Sønderjylland

00:00
Hastighed: ???x
02:12

En tysk fjerkræbesætning med 40 gæs og høns tæt ved den dansk-tyske grænse er ramt af fugleinfluenza. De tyske myndigheder håndterer udbruddet på den tyske side af grænsen, og har aflivet samtlige gæs og høns i besætningen, af hensyn til dyrevelfærden og for at mindske risikoen for smittespredning, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Udbruddet har i dag fået Fødevarestyrelsen til at oprette en 10 kilometer overvågningszone på den danske side af grænsen, fra Rudbøl og i en smal bræmme ud mod vestkysten syd for Rømø. Fødevarestyrelsen forventer at kunne ophæve restriktionerne i midten af oktober.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har ikke registreret virksomheder, som producerer æg eller fjerkræ i området, men inden for zonen skal hobbyavlere nu registrere deres fjerkræhold på landbrugsindberetning.dk . Hobbyavlerne må heller ikke flytte æg og fugle de kommende fire uger. Det skal reducere risikoen for smittespredning, forklarer veterinær udviklingschef i Fødevarestyrelsen, Sten Mortensen.

Danmarks status som fugleinfluenza-frit land bliver ikke påvirket af restriktionszonen, men den aktuelle situation kan dog betyde, at visse lande uden for EU i en periode vil takke nej til æg og fjerkræ fra virksomheder i Tønder Kommune.

Aktuel risikovurdering

Fødevarestyrelsen vurderer fortsat, at risikoen for nye udbrud i Danmark er lav. Men tidligere i dag advarede Fødevarestyrelsen blandt andet jægere om, at de risikerer at slæbe fugleinfluenza smitte ind i både hobbybesætninger og professionelle besætninger.

Advarslen kommer efter, at Fødevarestyrelsen de seneste uger har fundet en del fjervildt, blandt andet fasaner, som er smittet med fugleinfluenza på Sjælland. Henover sommeren har Fødevarevarestyrelsen fundet fugleinfluenza i enkelte vilde fugle fra alle dele af Danmark.

Fugleinfluenza kan blive spredt via vilde fugle, fugleafføring og døde fugle, og blive bragt ind i fjerkræindhegninger, når deres ejere går ind til dyrene. Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen fjerkræejerne at være omhyggelige med indhegning og med rengøring af tøj og støvler, før de går ind til deres dyr.