Lyt til artiklen:

Prehn blev holdt til ilden på Agerskov Kro

00:00
Hastighed: ???x
03:46

Kravene om 4-procents braklægning, efterafgrøde-regler samt vandplaner fik kritiske ord med på vejen, da fødevareminister Rasmus Prehn og formanden for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard fyldte salen på Agerskov Kro.

Der var fyldt ved bordene i den store sal på Agerskov Kro, da de syd- og sønderjyske landboforeninger i fællesskab stod bag et regionalt møde med fødevareminister Rasmus Prehn og formanden for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ikke færre end 170 deltagere var troppet op til et møde, som kom vidt omkring, men hvor emner som efterafgrøder, 4 procents brak, vandplaner og forsinkede udbetalinger fra Landbrugsstyrelsen særligt var i fokus, skriver L&F i en pressemeddelelse.

Intet quickfix

I modsætning til andre af politikere på Christiansborg, så advarede fødevareminister Rasmus Prehn om at tro, at klimakrisen kan løses ved at skære ned på antallet af produktionsdyr.

- Det vil være et quickfix. Det er en fejl at tro, at klimakrisen kan løses ved at reducere antallet af produktionsdyr. Rundt i verden vil behovet for kød stige, og det vil være rigtig ærgerligt, hvis Danmark, som har nogle af verdens bedste fødevarer, skal melde sig ud. Omvendt så er I danske landmænd blandt de allerbedste i verden. Det er også derfor, at der stilles store krav til jer, for I er verdensførende, og de store krav, som I mødes med, er med til at gøre jer endnu bedre, lød det fra Rasmus Prehn.

Fødevareministeren konstaterede også, at hvis det stod til ham, ville han foreslå, at de danske landmænd kunne udsætte kravet om braklægning af fire procent af deres produktive arealer til 2024, sådan som EU-Kommissionen har åbnet mulighed for. Men flere partier i forligskredsen - Enhedslisten, SF og de radikale - blokerede for at udsætte brakkravet.

Efterafgrøde-regler bør ændres

Formanden for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, appellerede til, at efterafgrøde-kravene blev ændret. Eksempelvis gælder force majeure-mulighederne kun for de målrettede efterafgrøder, mens der ikke er tilsvarende mulighed, når det gælder de pligtige efterafgrøder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg ser to muligheder. Enten sørger fødevareministeren for, at der kommer passende med nedbør og solskin, eller også får vi ændret reglerne med efterafgrødekravene, lød det fra Søren Søndergaard.

Udtagning af lavbundsjord var også et emne, som flere af de fremmødte bragte op. Det går langsomt med at få udtaget jord; rigtig langsomt. Ministeren har nedsat en ekspertgruppe, som skal kigge på, hvordan processen kan accelereres.

Landmand i ekspertgruppe

Henrik Jessen, formand for LandboSyd, bemærkede over for ministeren, at det er besynderligt, at der ikke er nogen landmænd med i den ekspertgruppe.

- Det er mærkeligt, at man nedsætter en ekspertgruppe til at kigge på, hvordan man hurtigere kan udtage landmænds jord, uden at der er en eneste landmand med i gruppen. Derfor sagde jeg til ministeren, at jeg gerne vil med i den gruppe. Han tog mig på ordet, så nu skal jeg lige holde ministeriet op på det, så jeg kan komme med i arbejdet, lød det fra Henrik Jessen.

Inden mødet på Agerskov Kro havde fødevareminister Rasmus Prehn, til højre, været på besøg hos slagtekalveproducent Chr. Schmidt i Strandelhjørn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Netop slagtekalveproducenterne kommer i klemme som følge af EU's nye CAP-reform. På billedet ses endvidere Landbrug & Fødevarers formand Søren Søndergaard, SLFs formand Christian Lund, Søren H. Thomsen fra KHL, slagtekalveproducent Chr. Schmidt og Henrik Jessen, formand for LandboSyd. Bagerst skimtes Mathias Malling, leder af det nye politiske sekretariat, som KHL, LandboSyd og SLF samarbejder omkring.