To år i træk har ulveparret i Klelund Plantage mellem Grindsted og Vejen ynglet. Sidste år fik ulvene fire hvalpe, og i år i maj har ulveparret også fået hvalpe. En af hvalpene er set på vildtkamera, men det er endnu for tidligt at give et præcist antal på kuldet.
Flere dyreholdere, naboer til Klelund Plantage, har oplevet, at ulveflokken går på jagt udenfor den indhegnede Klelund Plantage og går efter deres dyr. I frustration over situationen har dyreholderne henvendt sig til folketingspolitiker Anni Mathiesen (Venstre) for at få hjælp og få opklaret, hvor mange ulve der skal være i et område, før myndighederne opretter ulvezone.