I 2020 indgik Danish Agro en eksklusivaftale med det canadiske selskab SoilOptix, der laver en digital løsning til kortlægning af markers tekstur og næringsstofindhold.

Nu har Danish Agro i samarbejde med Seges testet SoilOptix-scannerens præcision.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Danish Agro i en pressemeddelelse.

Heri skriver koncernen, at scanneren og den traditionelle gridmetode, som man har målt op imod, er lige nøjagtige.

- Undersøgelsen er en blåstempling af SoilOptix' analyser, og det bekræfter os i, at den store interesse fra de danske landmænd har været velbegrundet. Vi investerer målrettet i ny digital teknologi, der kan hjælpe landmanden, og her er SoilOptix bare en af flere spændende løsninger, siger Palle Greiersen, markedsdirektør i Danish Agro.

Koncernen skriver, at SoilOptix har fået øget interesse blandt danske landbrug, og i år er mere end 20.000 hektar i Danmark blevet analyseret og anvendt til tildelingskort og optimering af både såsæd, gødning og kalk i Danish Agros platform, Cropline.

Et af de landbrug, der har haft besøg på markerne af SoilOptix-maskinen er sydsjællandske Engelholm Gods.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har været enormt spændende at få SoilOptix scannet vores arealer, og resultaterne har virkelig været overbevisende, fortæller Flemming Kirkegaard, godsforvalter ved Engelholm Gods.

Den store efterspørgsel har medført, at Danish Agro har investeret i yderligere analyseudstyr og medarbejdere i den forgangne sæson.

- Vi har allerede fyldt kapaciteten for tre SoilOptix-maskiner for den kommende sæson, og vi har på nuværende tidspunkt flere hektar i ordrebogen. Som resultat af den store efterspørgsel udvider vi nu med endnu en SoilOptix-maskine, som vi glæder os til at få ud at køre på markerne, slutter Palle Greiersen.

Danish Agro er de eneste i Norden, der tilbyder scanninger af marken med SoilOptix-teknologien. Herudover tilbyder Danish Agros datterselskaber i Finland og Estland SoilOptix-service.

SoilOptix er en digital løsning til kortlægning af markernes tekstur og næringsstofindhold. Maskinen scanner marken, og der udtages fysiske jordprøver.