Lyt til artiklen:

Ny emballageaftale: Fødevarevirksomheder er klar til opgaven

00:00
Hastighed: ???x
03:52

Et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om i en aftale om at indføre udvidet producentansvar for emballage og engangsplastprodukter. Aftalen er et skridt i omstillingen mod en cirkulær økonomi og bidrager til en CO2-reduktion i affaldssektoren på ca. 0,12 millioner tons i 2030.

Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Denne aftale er en af de helt store milepæle i den grønne omstilling og er vejen mod at bruge færre af de ressourcer, vores klode har alt for få af. Forureneren skal betale. Derfor er det virksomhederne og ikke borgerne, der skal betale for de stigende mængder emballage, der ender i vores skraldespande. I dag er det gratis for virksomheder at lave emballager, som er fyldt med unødvendigt plastik, eller som kun kan bruges én enkelt gang. Det har store konsekvenser for vores miljø og klima. Nu får virksomhederne et økonomisk vink med en vognstang om at nedbringe brugen af emballage. På den måde bakker vi op om de virksomheder, der arbejder med bæredygtige emballageløsninger. Vi sender et stærkt signal om, at fremtidens erhvervsliv skal være grønt for at kunne konkurrere. Og vigtigst af alt mindsker vi de bjerge af emballageaffald, vi i dag brænder af, siger miljøminister Lea Wermelin.

Den nye aftale bygger videre på en række anbefalinger fra erhvervslivet, kommunerne og de kommunale affaldsselskaber til udformningen af de kommende nye producentansvar.

Virksomheder vil løse opgaven i fællesskab

For at komme i mål med den store, vigtige opgave etablerer erhvervsorganisationerne Landbrug & Fødevarer, Dansk Industri og Dansk Erhverv og dagligvarehandlen/mærkevareleverandørerne i form af Dagsam nu i fællesskab VANA - Dansk Emballageansvar, som skal kunne varetage producenternes ansvar.

Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

VANA vil - på vegne af producenterne - sikre indsamling, sortering og genanvendelse af emballage fra de danske husholdninger. I praksis vil det stadig være kommunerne, der mod betaling fra virksomhederne, står for at afhente affaldet, og i fællesskab sikrer virksomhederne, via den kollektive ordning, den videre sortering og genanvendelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landbrug & Fødevarer, skønner, at over halvdelen af danskernes husholdningsaffald er emballage fra fødevarer.

- Landbrug & Fødevarer ser indsatsen som endnu en del af vores arbejde for endnu mere bæredygtighed i den danske fødevareklynge. Sammen med de øvrige erhvervsorganisationer og vores medlemsvirksomheder i fødevarebranchen er vi klar til at tage det ansvar, der følger med, siger direktør i Landbrug & Fødevarer, Flemming Nør-Pedersen, der har en appel til borgerne.

- Vi får brug for alle danskeres hjælp. Det er ude hos hver enkelt af os, sorteringen og genanvendelse skal foregå. Som organisationer og virksomheder har vi brug for et samarbejde med forbrugerne, så vi som samfund kan få den bedste og mest bæredygtige genanvendelse af emballagerne, siger Flemming Nør-Pedersen.

Fødevarevirksomheder arbejder målrettet med bæredygtig emballage

Fødevarevirksomhederne har de seneste år taget mange konkrete skridt i forhold til at forbedre den emballage, de bruger, i en mere bæredygtig retning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Virksomhederne arbejder også allerede med at reducere emballageforbruget. Men bæredygtighedsarbejdet på emballageområdet handler også om - sammen med emballageleverandører - at udvikle helt nye typer emballage, der kan beskytte den pågældende fødevare og ikke går på kompromis med fødevaresikkerheden, samtidig med at emballagen kan recirkuleres og genanvendes.

- Der er ingen tvivl om, at den nye aftale stiller store krav til virksomhederne og kommer til at sætte fart på innovation og nytænkning inden for emballage. Her har vi brug for den innovative, danske tilgang, hvor vi løser udfordringer i samarbejde, siger Flemming Nør-Pedersen.