Lyt til artiklen:

Fem anmeldelser om GPS-tyverier i Syd- og Sønderjylland

00:00
Hastighed: ???x
00:56

Syd- og Sønderjyllands Politi modtager i øjeblikket flere anmeldelser om GPS-tyverier i politikredsen.

Her har man således i de seneste dage modtaget fem anmeldelser i form af tre fra Tønder Kommune og to fra Vejen Kommune.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Sagerne bliver efterforsket. Og politiet har et stort fokus på at opklare denne type indbrud, der også har fundet sted tidligere flere steder i politikredsen, lyder det i meddelelsen.

Samtidig opfordrer politiet landmænd og maskinstationer til at forsøge at sikre sig mod tyverier. I den forbindelse har politiet 13 gode råd:

  • Lav en sikringspolitik, så det blandt andet står klart, hvordan køretøjer sikres ved arbejdstids ophør. Det gælder blandt andet aflåsning af køretøjet samt sikring og aflåsning af bygningerne.
  • Gør det svært for tyven. Brug kraftige, indbrudssikre låse, og gør vinduerne i porte matte, så man ikke kan kigge ind.
  • Afmonter udstyr fra maskinerne ved arbejdsdagens ophør, hvis det er muligt, og placer det et tyverisikret sted.
  • Mærk det værdifulde udstyr. Og sæt skilte op hvor det fremgår, at udstyret er mærket.
  • Værdifuldt udstyr sikres med GPS-trackere, så det er muligt at følge gerningsmændene og få udstyret tilbage.
  • Udendørsområder skal være oplyst, eller forsynes med chokbelysning i form af en kraftig lampe med en bevægelsescensor, der tænder, når uvedkommende træder ind i området.
  • Undgå høje hegn og bevoksning. De er med til at give tyvene arbejdsro for nysgerrige blikke. Er det omvendt muligt at kigge ind på området, tænker tyven sig om en ekstra gang. For der er risiko for, at han kan blive set - og i værste fald også genkendt.
  • Står maskinerne på egen grund, er det muligt at etablere videoovervågning. Skilt tydeligt med, at der overvåges.
  • Sæt alarmer på maskiner og bygninger.
  • Sæt piktogrammer udvendig på GPS-udstyret, så tyven tydeligt kan se, at enheden er sikret. Det gør tilskyndelsen til tyveri mindre.
  • Etabler Erhvervsnabohjælp, hvor naboerne holder ekstra øje.
  • Vær skeptisk, hvis fremmede personer viser interesse for virksomheden.
  • Overvej nøje, om det er nødvendigt at lægge fotos af traktorer med GPS m.m. på hjemmesiden og sociale medier. I risikerer, at jeres oplysninger bruges som bestillingskatalog af kriminelle.