Lyt til artiklen:

Debat: Die Dummen Dänen

00:00
Hastighed: ???x
02:50

Verden sulter. Der er stor mangel på fødevarer. Priserne på fødevarer er på himmelflugt. Imens reducerer vi landbrugsarealet i Danmark med brak. Planter skov. Fremmer økologi. Og begrænser landbrugsproduktionen med restriktioner og begrænsninger.

Tyskland mangler energi. Afhængigheden af russisk gas har gjort dem sårbare. Hvad gør tyskerne så? De stopper nedlukning af atomkraftværker. De genåbner kulminerne og fyrer igen med kul. De tilpasser sig situationen. Tyskerne skal ikke fryse og ej heller ikke sulte. De har tidligere prøvet begge dele.

Artiklen fortsætter efter annoncen

'De som har evnen, har også forpligtelsen. ' Danmark er et landbrugsland. Vi er begunstiget af et godt klima, god jord og dygtige landmænd. Det forpligter til at producere fødevarer. Og det er vi gode til.

Men i stedet for at udnytte de muligheder, som er os givet, gør vi i Danmark alt for at begrænse produktionen af fødevarer og dermed medvirke til yderligere mangel, med øgede fødevarepriser til resultat.

Vi indfører 4 procent brak, som det eneste land i EU. Trods det at brak ud over, at der ikke er nogen produktion på arealerne, svarende til det dobbelte af Bornholms areal, er den ringeste form for klimagas reduktion. Et hektar brak kan ikke binde CO2, hvorimod en hvedemark kan binde op til 40 tons CO2 pr hektar.

Vi fremmer skove, som ikke producerer fødevarer og som samtidig kun binder halvdelen af den CO2, som en hvedemark gør. En hvedemark høstes hvert år. En skov kan tidligst erstatte fossile brændstoffer, når den skoves om 20-40 år. Ingen ved hvordan verden ser ud til den tid.

Økologisk landbrug kan prioriteres på grund af en ide om bedre fødevarer, miljø og dyrevelfærd. Det vil jeg ikke kommentere på. Men økologi hjælper hverken på klima eller fødevarepriser. Der skal dobbelt så meget jord til, for at producere den samme mængde fødevarer. Det kan vi vælge og lade verden sulte! Så kommer argumentet, at vi spiser for meget kød og vi kan leve af planteprodukter alene. Men selv om vi i Danmark holder op med at spise kød, vil det ikke have nogen signifikant effekt på klimaet. Og verden vil have kød. Det kan ingen veganer i Danmark ændre på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Danmark burde vi i stedet øge planteproduktionen. Det er vi moralsk forpligtet til. Det fremmer samtidig binding af CO2, hvorimod en reduktion af planteproduktionen, både øger fødevarekrisen og klimakrisen.

Den danske miljø- og klimapolitik er nationalegoisme af værste skuffe. Vi burde skamme os. Tyskerne undrer sig og tænker sit om 'Die Dummen Dänen'.