Lyt til artiklen:

Sagro: Husk at forny tilladelse til vandboring

00:00
Hastighed: ???x
02:36

Der er mange ting, man skal huske, når man driver en gård. En af dem, som måske er smuttet i forbifarten, er, at man skal huske at forny sin tilladelse til at have markvandsboringer.

Den er særdeles vigtig, for ellers kan man risikere, at man ikke får den fornyet efter de 15 år, som er den periode, en tilladelse varer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Sagro i en pressemeddelelse.

Det betyder dog ikke, at man risikerer at få en bøde - det er sådan set meget værre.

- Jeg forstår da godt, hvis det ikke har stået allerøverst på prioriteringslisten. Men det kan være, at en anden landmand i nærheden også har søgt om at oppumpe vand, og så er kommunen i sin gode ret til at nægte at forny. Og det vil højst sandsynligt betyde et langt lavere indtægtsgrundlag, siger Lotte Angelica Kristensen, planterådgiver hos Sagro.

Årsagen til, at tilladelsen kan gå til en anden, er, at der ofte kun er en afgrænset mængde vand til rådighed i et bestemt område. Og så kan kvoten være opbrugt. Det betyder samtidig, at ens egen boring skal sløjfes, fordi man ellers risikere nedsivning af forurenet vand til grundvandet.

- Det kan let løbe op i 15.000 kroner for at sløjfe en boring. Og det er en udgift, som alene skal dækkes af landmanden, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Husk også, hvor meget du indvinder

Man har måske også glemt at indberette, hvor meget vand man pumper op fra sin boring hvert år. Det er også noget, man ikke må tage let på, for det kan give problemer ift. at få sin tilladelse fornyet eller begrænset.

For har man ikke indberettet, hvor meget vand man har pumpet op, svarer det til, at man ikke har brugt sin kvote. Landmanden kan derfor risikere at få nedsat kvoten i næste tilladelsesperiode, da der står andre landmænd i kø for at pumpe vand op til vanding, og landmanden ikke har vist at han rent faktisk har brug for sin kvotemængde.

- Det kan igen betyde, at man mister et indtægtsgrundlag. Så det her er ikke noget, man må tage let på, og jeg har set det ske for flere landmænd. Og kommunerne er altså i deres gode ret til også at begrænse ens tilladte oppumpede mængde, siger Lotte Angelica Kristensen.

Der er et stigende fokus på disse tilladelser, fordi vandrammedirektivets målsætninger skal nås inden 2027; noget alle EU-lande har forpligtet sig til.

- Jeg vil sige, at kommunerne begynder at være ret strikse grundet de reguleringer og målsætninger, der bliver sat for det danske vandmiljø. Og nu nærmer 2027 sig med hastige skridt, siger Lotte Angelica Kristensen.