Lyt til artiklen:

Ny fabrik i Indien styrker kapacitet for dansk dækimportør

00:00
Hastighed: ???x
02:02

Yokohama Transformation 2023 er navnet på en ambitiøs strategi, som den globale dækkoncern Yokohama Rubber står bag. En vigtig del af denne strategi er satsningen på produktion af dæk til industrien og landbruget, og med åbningen af en ny fabrik i Indien til formålet, som oprindelig var planlagt til begyndelsen af 2023, men blev færdig før tid, er vejen banet til yderligere ekspansion, skriver dækimportøren NDI Group i en pressemeddelelse.

- Vi glæder os over, at vi nu får øget kapaciteten yderligere med opstarten af den nye fabrik - endda tidligere end oprindelig planlagt. Det kommer til at betyde, at vi får endnu bedre adgang til et stort udvalg af produkter af en høj kvalitet og en endnu bedre leveringsevne til gavn for vores landbrugskunder i Norden, siger salgschefen i NDI Groups landbrugsafdeling, Jakob Scheel Nannberg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Styrket leveringsevne

Fabriksudvidelsen kommer ifølge salgschefen konkret til at sikre højere kapacitet på blandt andet det populære traktordæk Agri Star II, som blev lanceret i begyndelsen af 2020. Dertil vil det få betydning for produktionen af VF-dæk, som er et område, hvor man også har oplevet en stigende efterspørgsel på markedet, skriver NDI Group i pressemeddelelsen.

- Vi forventer, at vi vil blive styrket i forhold til vores leveringsevne på de efterhånden mange typer af VF-dæk, som Alliance tilbyder. Derudover forventer vi også en yderligere styrket leveringsevne på Agri Star II, som med sin kombination af en meget konkurrencedygtig pris og en kvalitet og slidstyrke, der efter nogle sæsoners brug har vist sig at være rigtig fornuftig, også er blevet en favorit blandt vores kunder, siger Jakob Scheel Nannberg.

NDI Group har importrettigheder i hele Norden på Yokohama OHT og har haft et tæt samarbejdet med dækproducenten i 40 år.