Lyt til artiklen:

Pil og hamp i foder har potential til at mindske metanudledning

00:00
Hastighed: ???x
03:21

Over hele verden arbejdes der på højtryk for at gøre køer mere klimavenlige. Også på Aarhus Universitet (AU) er der mange projekter i gang, som skal bidrage til dette. Noget af det der forskes meget i, er blandt andet at finde tilsætningsstoffer i foderet, som kan mindske køernes udledning af metan.

Fx har AU i samarbejde med andre aktører bidraget til, at det nu godkendte stof 3-NOP er blevet tilladt til konventionelle mælkeproducenter som tilsætningsstof til køernes foder. Stoffet kan reducere køernes metanudledning med cirka en tredjedel, skriver Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab ved Aarhus Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men dette stof er ikke tilladt for økologer. Derfor er der brug for andre tiltag for de økologiske mælkeproducenter. Der findes naturlige stoffer, som planter danner som forsvar mod bakterie- og svampeangreb. Disse stoffer vil måske vil kunne udnyttes som foderadditiver i mineralblandinger, og derved sikre en nøjagtig dosering. I øjeblikket forskes der på AU eksempelvis i at finde egnede tangarter, med en metanhæmmende effekt uden skadelige sideeffekter, skriver instituttet.

Hæmmer mikroorganismer

Ud over tangprojektet er der netop igangsat et nyt Organic RDD7 projekt: "ECOCO2W", som skal afprøve andre planter med en potentiel reducerende effekt på metan hos køer. Gennem tilsætning af planteekstrakter fra økologisk dyrket pil og hamp, som er planter med et højt indhold af henholdsvis kondenserede tanniner og saponiner, forventer forskerne at kunne hæmme de metan-dannende mikroorganismer.

Projektets overordnede formål er at udvikle et nyt foderadditiv, som er tilladt i den økologiske mælkeproduktion, og som vil kunne reducere metanproduktionen hos malkekøer med 30 procent.

Årsagen til at der fokuseres på netop planter som pil og hamp er, at de i dag allerede dyrkes af økologiske landmænd i Danmark. Pil er flerårig, og det forventes desuden, at planterne vil kunne raffineres til flere formål samtidig. Dermed optager fremstillingen af produkterne ikke kun agerjord til produktion af foderadditiv, og er på den måde en klimavenlig biomasse med større chance for økonomisk gevinst.

Projektet ledes af forsker Natalja P. Nørskov fra Institut for Husdyrvidenskab på AU:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det første, der skal ske i projektet, er, at vi screener forskellige sorter af pil og hamp for at finde de sorter med den højeste koncentration af bioaktive stoffer, blandt andet kondenserede tanniner. Vi vil gå videre med de mest lovende sorter og lave ekstrakter og screene in vitro (fermenteringsmodel) - dvs. i laboratoriet - for at finde de kombinationer med den højeste metanreduktion. De mest effektive ekstrakter, eller kombination af disse, skal vi arbejde videre med i vores forskning. Blandt andet vil vi gennemføre målinger af metanudledningen i vores klimakamre med levende køer - og senere hos en mindre gruppe køer under praksisnære forhold, siger Natalja P. Nørskov.

Projektet er et Organic RDD projekt støttet af ICROFS, der er startet i år og løber frem til 2024. Projektet gennemføres i samarbejde med Innovationscenter for Økologisk Landbrug, Ny Vrå Bioenergi, Bio2Products, Teknologisk Institut og SEGES.

Læs mere om projektet med pil og hamp.