Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Prehn: Pinligt, flovt og ærgerligt
Medlemmer fra Venstre gik hårdt til fødevareminister Rasmus Prehn på dagens samråd i Miljø- og Fødevareudvalget for uretmæssigt brug af ministeriet kreditkort til private restaurantbesøg for derefter at betale beløbene tilbage og dermed bruge kreditkortet som en slags kassekredit.
Flere gange under samrådet brugte Rasmus Prehn ord som: pinlig, flov, ærgerlig, dumt om sin ageren i sagen om bilagssjusk.
- Jeg tager det fulde ansvar for denne pinlige sag. Jeg har ikke skrevet det forkerte navn på bilaget med vilje. Det menneskeligt at fejle, og jeg har fejlet, sagde en ydmyg og alvorlig fødevareminister på samrådet.
Ekstra Bladet har afdækket, hvordan ministeren fejlagtigt har brugt ministeriet kreditkort til at betale for middage og efterfølgende har skrevet et fiktivt navn på bilaget.
Efterlyste rigtige navn
Selvom Rasmus Prehn undskyldte bilagssjusk flere gang blev udvalgsmedlemmerne ved med at bore i, hvorfor ministeren ikke ville oplyse det rigtige navn på den journalist, som han spiste middag sammen med tilbage i juni 2020, dengang han var udviklingsminister.
Men dette nægtede ministeren. Han sagde at det var af hensyn til den pågældende journalist, som han havde lovet ikke at give navnet på, og ikke ønskede at den pågældende skulle gennem mediemøllen, særligt på de sociale medier.
- Jeg har begået fejl, ingen tvivl om det. Fejl, jeg beklager, og som jeg har lært af, sagde ministeren.
Ministeren fortalte, at han har været i kontakt med vedkommende, som han er mødtes med, og undskyldt.
- Det er en journalist, jeg kender temmelig godt, sagde han.
Ministeren kunne ikke forklare, hvorfor han havde skrevet et forkert navn på bilaget.
- Jeg havde hovedet under armen. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg skrev navnet på den pågældende, sagde han.
Af med kortet
Som konsekvens af sagen har Rasmus Prehn indleveret det kreditkort, han har fået udleveret.
Efter aktindsigten i bilagene, hvor fejlene kom frem, har Rasmus Prehn tilbagebetalt beløbene. Men dette er ifølge Steen Bønsing, professor Juridisk Institut, Aalborg Universitet, ikke godt nok, blev det fremhævet af Torsten Schack (V).
- Det er noget rod og noget kludder. Der er tilbagebetalt og rettet op, sagde ministeren.
Flere folketingspolitikere spurgte Rasmus Prehn om de kunne få det rigtige navn på den pågældende journalist, som havde spist middag med Prehn 10. juni 2020, på et lukket samråd eller på et fortroligt bilag. Men ministeren fastholdt, at navnet på journalisten var fortrolig mellem ham og journalisten.
- I må skyde på mig. Jeg beklager dybt, meget dybt, at vi skal have denne diskussion. Jeg undskylder denne ærgerlige sag overfor Folketinget, medarbejderne og ministeriet, sagde han.
Også Enhedslisten kom med kritik af Rasmus Prehn:
- Det er en pinlig sag. Og ikke noget, som voksne mennesker skal sidde og bruge tid på. Vi var egentlig klar til at udtale kritik af ministeren i dag, men jeg kan forstå, at der ligger en klage hos Ombudsmanden, så jeg vil ikke bore mere i dette, men blot sige, at vi kommer til at følge sagen, sagde Peder Hvelplund, Enhedslisten.