Lyt til artiklen:

Kommentar: Skandaløs og uværdig statsminister

00:00
Hastighed: ???x
03:32

KOMMENTAR: Statsminister Mette Frederiksen (S) anfægter nu, at minkskandalen skulle være en skandale.

Det skete på et kort pressemøde om advarslen til departementschef Barbara Bertelsen. Og med denne spin-løgn når statsministeren et nyt lavpunkt i sin embedsførelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Man ved knapt, om man skal grine eller græde, når Mette Frederiksen står som komiske Ali og tilsyneladende tror, at vi kommer til at tro på hendes falske historieskrivning, blot hun lyver hårdnakket og gentagne gange.

Det er skamløst og uværdigt, at vi har en regeringsleder, som stadig ikke vil anerkende, at hun har stået bag nyere tids største politiske skandale.

Kun de dikkende lammehaler i hendes parlamentariske grundlag sikrer hende indtil videre imod at komme til at stå til ansvar for de ulovlige handlinger, som fik en sønderlemmende kritik i Minkkommissionens redegørelse.

Løgn og ulovligheder

Kommissionen kritiserede Statsministeriet for at have handlet meget kritisabelt, og at det havde ført til grov vildledning af minkavlere og offentlighed. Instruksen om nedslagtningen af alle mink blev kaldt klart ulovlig. Og kommissionen konkluderede konkret om Mette Frederiksens rolle, at hun var objektivt set groft vildledende på pressemødet den 4. november.

På den baggrund er det ualmindelig stærk kost at opleve Mette Frederiksens spin-løgn om, at nedslagtningen af minkerhvervet ikke skulle være en skandale. Det er det selvfølgelig - om end ordet skandale dybest set ikke er stærkt nok til at beskrive alvoren og omfanget af hele sagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er også beskæmmende at se Mette Frederiksens håndtering af Barbara Bertelsens alvorlige lovovertrædelser, som Minkkommissionen krystalklare konklusion blev beskrevet som tjenesteforseelse af en sådan grovhed, at der er grundlag for at drage hende til ansvar for medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet. Med andre ord løgne og ulovligheder.

Unødvendig beslutning

Med så alvorlig kritik er det derfor også sørgeligt at se Barbara Bertelsens pressemeddelelse om den advarsel, hun nu har modtaget, som en overraskende mild sanktion.

Hun skriver, at Minkkommissionen har rejst alvorlig kritik af "processen, der førte til beslutningen om, at det var nødvendigt at aflive alle mink i Danmark".

Her er ordet nødvendigt en både unødvendig og misvisende tilføjelse. Men valget af ordet er helt sikkert meget bevidst, for vi har set ordet brugt igen og igen af både Mette Frederiksen og hendes loyale partisoldater, ligesom de igen og igen har hævdet, at beslutningen var den rigtige, selvom den var ulovlig.

Det er som om, vi alle skal få det indtryk, at der ikke var andre muligheder dengang i november 2020. Men det er jo for længst påvist, at aflivningen af alle mink slet ikke var nødvendig, men nærmest var en hysterisk panikbeslutning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sender aben nedad

Mette Frederiksen slipper indtil videre for at blive stillet til ansvar, og hendes departementschef går næsten fri, og de kan begge fortsætte deres despotiske regeringsførelse.

Andre embedsmænd fældes derimod og er nu hjemsendt.

Det er uværdigt, at Mette Frederiksen lader nogle embedsmænd tage skraldet, mens hun selv i kraft af et politisk flertal forsøger at vriste sig fri af sit ansvar, og at hun og hendes spin-kumpaner forsøger at frikende sig selv og Barbara Bertelsen med spin og historieforfalskning.

Problemet er efter alt at dømme, at Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen har været sammensvorne i sagen, men det finder vi formentlig aldrig ud af - blandt andet på grund af de slettede sms'er.

Så hvis Mette Frederiksen skulle fælde Barbara Bertelsen, ville hun reelt fælde sig selv.