Lyt til artiklen:

L&F: Ineffektivt klimaoverbud fra Enhedslisten

00:00
Hastighed: ???x
02:04

- Men nu vil Enhedslisten åbenbart en anden vej. Vi kan vel godt kalde det klimanationalismens vej, hvor partiet slet ikke anerkender at klimaudfordringen er global og skal løses som sådan, siger formand for l&F, Søren Søndergaard, som reaktion på udspillet fra Enhedslisten.

Forslaget er en utrolig dyr vej at gå. Det vil koste titusindvis af arbejdspladser, primært i landdistrikterne, og det vil koste eksportmilliarder til statskassen. Og altså uden at det hjælper på andet end samvittigheden hos Enhedslistens vælgere, mener L&F.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- At ødelægge grundlaget for vores danske klimaeffektive landbrug, hvor vi hele tiden forsker, innoverer og udvikler for at blive endnu bedre, kommer aldrig til at løse klimakrisen - tværtimod. Det er en snæversynet betragtning at ville gå den vej, og jeg er glad for at flere stemmer fra forskning og politik hurtigt var ude at lægge afstand til forslaget, siger Søren Søndergaard.

Formanden glæder sig over, at se så mange eksperter og politikere sammen med Landbrug & Fødevarer fylde mediefladen med gode faglige og saglige svar, og henvisninger til såvel danske landmænds klimaeffektivitet som landbrugsaftalens klimaambitioner.

- Jeg hæftede mig særligt ved, at anerkendte forskere i flere medier bekræfter vores vurdering af, at lækagen vil være høj, siger Søren Søndergaard.

Vores største bidrag

- Hvis vi væsentligt reducerer vores animalske produktion i Danmark, så vil den produktion flytte til et andet sted i verden. Simpelthen fordi efterspørgslen er uafhængig af, om vi producerer i Danmark eller ej, siger han.

- Landbrugsaftalen er ambitiøs og den stiller os over for store udfordringer. Men den rummer også perspektiver for udvikling, og at vi kan bruge vores stærke udgangspunkt som et verdens mest klimaeffektivt producerende landbrug som springbræt til at blive endnu dygtigere, siger formanden for L&F.