Lyt til artiklen:

Sagro: Stop af jagt vil koste kassen for landmænd

00:00
Hastighed: ???x
03:24

Landmænd med jord op til Borris Skydeterræn har i mange år døjet med store skader på afgrøderne fra kronvildt. Og de skader ser nu ud til at blive endnu større i den kommende år.

Det skriver Sagro i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Årsagen er, at man har valgt at stoppe al jagt på klovbærende vildt for en treårig periode.

- Flere landmænd oplever allerede nu skader for mere end hundrede tusinde kroner om året. Og vi frygter, at de skader vil blive større i de kommende år, siger Rasmus Filsø Løbner, der er natur- og vildtrådgiver hos Sagro.

Det har fået landboforeningerne bag Sagro til at reagere. Sammen repræsenterer de over 3.800 medlemmer fra Midt-, Vest- og Sydjylland, og man har sendt et brev til Forsvaret og Forsvarsministeriet, hvor man opfordrer til at omgøre beslutningen eller kompensere de berørte landmænd økonomisk.

Det viser sig, at beslutningen om at stoppe al jagt på bl.a. kronvildt er truffet uden at inddrage naboer og andre interessegrupper, hvilket er stik imod normal praksis.

Beder om fuld kompensation

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bevæggrunden for at stoppe jagten på klovbærende vildt er, at man forventer, at en øget kronvildtbestand vil have en positiv effekt på biodiversiteten.

- Der hersker et klart samfundsønske om at sikre og øge biodiversiteten. Det forstår vi til fulde, og det kan kun ske ved fælles og øget indsats. Men jeg har svært ved at forstå, hvorfor man ikke hører de mennesker, som en så stor beslutning påvirker så meget. Det har man mig bekendt tradition for i Danmark, siger Rasmus Filsø Løbner.

Sagros ejerforeninger appellerer derfor til, at Forsvaret og Forsvarsministeriet tager beslutningen op til genovervejelse og inddrager både naboer og øvrige interesseorganisationer i processen.

Hvis ikke man vælger at omgøre beslutningen, beder landboforeningerne om fuld erstatning for de skader, som kronvildtet forårsager.

- Set fra en naturfaglig synsvinkel, vil den her beslutning koste flere landmænd ret mange penge. Det kan der ikke herske tvivl om, siger Rasmus Filsø Løbner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nogle skader kan dog forhindres, hvis de berørte landmænd f.eks. sætter hegn op. Derfor beder landboforeningerne i svaret til myndighederne om, at man gør det muligt for landmændene at søge en pulje penge til "opsætning af afværgeforanstaltninger".

Stop af jagt giver ekstra slagside

Det er kendt viden, at kronvildt frem for alt foretrækker fred og ro. Det store, meget mobile dyr søger ofte føde langt fra sine egne opholdssteder, og krondyrene har tilpasset sig en rytme efter jagtsæsonen og jagttiderne.

Mønsteret er derfor, at kronvildtet søger føde på landbrugsarealer tæt ved Borris Skydeterræn. Det sker oftest i vækstsæsonen, hvor kronvildtets stofskifte er på sit højeste.

- Ved at stoppe for jagten, må man klart forvente, at antallet af krondyr bliver større, ikke bare fordi bestanden i området ikke reguleres. Det vil også ske, fordi det vil tiltrække kronvildt fra de omkringliggende områder, hvor jagt er tilladt. Og derfor vil bestanden i Borris Skydeterræn vokse ekstrameget, siger Rasmus Filsø Løbner.

I jagtsæsonen og hen over vinteren, hvor kronvildtets stofskifte er lavt, vil de i højere grad vælge at søge føde på naturarealer med fred og ro.