Lyt til artiklen:

Store skiftedag i toppen hos DLF

00:00
Hastighed: ???x
04:56

Efter 16 år som CEO i DLF-koncernen, træder Truels Damsgaard tilbage og overlader pr. 1. november 2022 styringen til Søren Halbye, EVP Greater Europe & South America.

- Jeg har valgt, at tidspunktet nu er det rigtige til at stoppe som administrende direktør i DLF. Det har været et kæmpe privilegie at få lov til at stå i spidsen for DLF og en engageret og kompetent organisation, og jeg glæder mig over de milepæle, vi sammen har nået, siger Truels Damsgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

DLF er under Truels Damsgaards ledelse vokset fra at være en ledende græsfrøvirksomhed i Europa til i dag at være global markedsleder med planteforædling, produktion og salg af kløver- og græsfrø. Desudover er forretningsområdet løbende blevet udvidet, og virksomheden har i dag endvidere en markant position indenfor sukkerroefrø, en stærk tilstedeværelse i grøntsagsfrøbranchen og et godt fodfæste inden for læggekartofler, skriver DLF i en pressemeddelelse.

Afløseren for Truels Damsgaard er fundet i egne rækker.

- Jeg er rigtigt glad for, at Søren Halbye overtager stafetten og sikrer en god ledelsesmæssig kontinuitet. Søren Halbye er en yderst kompetent topleder med solid erfaring indenfor frøbranchen, strategisk udsyn og ambitioner både på egne og virksomhedens vegne. Søren har taget del i DLFs vækstrejse siden 2006 og har været stærkt medvirkende til den succes, virksomheden har opnået i de senere år, siger Truels Damsgaard.

Klare strategier

Bestyrelsesformand i DLF AmbA, Christian Høegh-Andersen, glæder sig over, at generationsskiftet er sikret:

- Med Truels Damsgaard ved roret har DLF haft en fantastisk vækst, der er opnået takket være klare strategier og effektiv eksekvering, fokus på lønsomhed og et tillidsfuldt forhold til bestyrelsen og ejerne. Denne rejse glæder vi os til at fortsætte med Søren Halbye, som kender virksomheden indefra, og som har de bedste forudsætninger for at sikre kontinuiteten på toplederposten i DLF.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Søren Halbye ser frem til de nye udfordringer:

- DLF er en fantastisk spændende virksomhed, og jeg er klar til at påtage mig de nye opgaver. Vi har et stærkt ledelsesteam, og jeg glæder mig til at videreføre DLFs udvikling under min ledelse.

Søren Halbye er velkendt i frøbranchen blandt kunder, medarbejdere og avlere i DLF. Søren Halbye startede i DLF som salgs- og marketingdirektør i 2006. I 2012 indtrådte han i den øverste koncernledelse, og siden 2019 har han været ansvarlig for forretningsaktiviteterne i Europa, Kina og Rusland og siden marts 2022 også for Sydamerika.

rich-media-3
Allan Bødskov Andersen overtager ansvaret for økonomien i DLF. Pressefoto: DLF.

Ny CFO i DLF-koncernen

Efter 25 år i DLF-koncernen har CFO Morten Andersen valgt at stoppe ved årets udgang. Mortens afløser bliver Allan Bødskov Andersen, som starter i DLF den 1. september 2022 og den 1. november overtager posten som CFO og indtræder som medlem af direktionen i DLF.

Morten Andersen har siden 1997 stået i spidsen for DLFs finans- og IT-funktioner, hvor han med sikker hånd har ledet koncernens finanser og taget del i den strategiske og forretningsmæssige udvikling af DLF. Han har blandt andet opbygget solide rapporteringsrutiner og en global IT platform, som er vigtige værktøjer, der sikrer transparens og giver et godt overblik over koncernens mange selskaber og aktiviteter verden rundt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Morten Andersen har valgt, at "regnskabets time" nu er kommet, og han træder ned fra posten som CFO den 1. november, kort tid efter DLFs generalforsamling, der finder sted den 25. oktober.

- Det har været spændende at være med til at drive DLFs udvikling, og jeg er meget glad for at kunne overlade stolen til Allan Bødskov Andersen. Jeg er sikker på, at han vil være en stor gevinst for DLF sammen med det stærke team, vi har i finansafdelingen, og at han kan bidrage til virksomhedens fortsatte udvikling, siger Morten Andersen.

Vind og sol

Allan Bødskov Andersen kommer fra en stilling som CFO Onshore i Ørsted A/S, hvor han har været ansat i økonomidivisionen siden 2006. Her har han senest haft CFO-ansvaret for koncernens onshore-aktiviteter som vind- og solenergi samt energilagringsprojekter i Europa og USA, og derudover har han stået i spidsen for koncernens investorrelationer.

Allan Bødskov Andersen er cand. oecon. og har en PhD i finansiering fra Aarhus Universitet.

DLF er global markedsleder inden for foder- og plænefrø, og omsætningen er mere en tredoblet over de seneste 10 år. DLF er placeret på en flot syvendeplads i den globale frøindustri målt på omsætning. DLF-koncernen har en årlig omsætning på ca. EUR 1 milliard og over 2000 ansatte på verdensplan, hvoraf mere end hver tiende arbejder med R&D.