Lyt til artiklen:

Danish Crown hæver svinenoteringen med 30 øre

00:00
Hastighed: ???x
01:30

Danish Crown hæver svinenoteringen med 30 øre, så noteringen i uge 33 lyder på 11,80 kroner per kg.

Danish Crown skriver i sin markedsberetning, at eksporten af grisekød ud af Europa i øjeblikket er stigende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den modvind, der ramte markedet, da Italien blev ramt af afrikansk svinepest, ser nu endelig ud til at lægge sig. Efterspørgslen i Europa har ikke flyttet sig nævneværdigt målt på mængder, men eksporten til en bred vifte af lande udenfor Europa er løftet og stadig på vej op. Det ændrer balancen mellem udbud og efterspørgsel, men hvor meget det kan flytte priserne i markedet, er umuligt at spå her og nu, siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

Der er et godt marked for nakker og brystflæsk lige nu. Bove, kamme, mørbrad og bacon sælges jævnt, mens priserne på forender og skinker kun er steget en smule, fordi der lige nu er ferie i den sydlige del af Europa.

- Alle aktører i Europa arbejder med en meget kort horisont, fordi der er stor usikkerhed omkring forbruget i de kommende måneder. Vil det forblive på et lavt niveau, eller vil det stige lidt igen efter de markante prisstigninger i foråret? I Asien er der opmærksomhed på den faldende produktion af grise i Europa, så vores kunder derude vil gerne have kontrakter på plads, men vi skal på den anden side også have en attraktiv pris for vores varer, siger Mads Stougaard.

Danish Crown udsætter 40.000 grise til uge 33.