Lyt til artiklen:

Ny landbrugsrobot på det danske marked

00:00
Hastighed: ???x
04:58

AllAgBots Nordic, som Thorsen Teknik og FMR Maskiner står bag, har indgået et partnerskab med den hollandske robotproducent AgXeed, som producerer specialiserede landbrugsrobotter.

AgXeed er ifølge den danske samarbejdspartner en af markedets mest fremadstormende robotproducenter og fokuserer på fuldautonomiske robotløsninger til landbruget. AllAgBots Nordic vil fremadrettet varetage rollen som den officielle distributions- og servicepartner i Danmark med salg af hele AgXeeds produktsortiment.

Artiklen fortsætter efter annoncen

AllAgBots Nordic vil således både varetage rådgivning, salg og servicering af de autonome løsninger fra AgXeed.

Henrik Rasmussen, direktør og medejer af AllAgBots Nordic, oplever rigtig stor interesse for autonome løsninger til landbruget og mener, at AgXeed kan komme til at spille en central rolle i udviklingen.

Han fremhæver, at særligt softwaredelen gør AgXeed til noget særligt.

- Det er en robot, der giver god mening i Danmark, mener han.

Som dygtig traktorfører

Henrik Rasmussen fremhæver, at AgXeed er en meget alsidig robot, der kan bruges til mange forskellige opgaver. Både lette og tunge opgaver. Den fås både med hjul og bælter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han nævner mange slags jordbearbejdning, men også såning, renholdelse med videre.

rich-media-3
AgXeed fås også med bælter, og den kan køre med ganske almindelige redskaber. Pressefoto.

- Den kører som en dygtig traktorfører ville gøre med flydende bevægelser i modsætning til mange andre robotter, vi har set. De arbejder typisk mere staccato med en enkelt funktion ad gangen, siger Henrik Rasmussen.

Han fortæller, at den er elektrisk og har 150 hestekræfter, så den kan nemt arbejde med for eksempel en fire meter dybdeharve. Den har både lift og pto, og da pto'en er elektrisk, kan den arbejde med præcise omdrejninger uafhængigt af kørselshastigheden.

Demotur uge 34

Henrik Rasmussen fremhæver også, at AgXeed kan håndtere mange forskellige redskaber, som man har i forvejen.

- Det er en decideret landbrugsrobot, hvor mange andre robotter har været udviklet til gartnerier, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

AgXeed er i funktion i andre lande, og Henrik Rasmussen forventer, at det heller ikke varer længe, før der kommer til at køre maskiner på de danske marker.

rich-media-5
Hollandske AgXeed mener, at automatisering også handler om optimering af arbejdsprocesser i marken. Pressefoto.

I første omgang er der planlagt demonstrationer flere steder i Danmark i uge 34. Den præcise køreplan kommer ifølge Henrik Rasmussen til at afhænge lidt af vind og vejr og høstsituationen

Forhåndsinteresse

Indtil nu er AllAgBots Nordic gået lidt stille med dørene i forhold til den nye import, men har alligevel oplevet en del forhåndsinteresse for AgXeed-robotten, og Henrik Rasmussen glæder sig derfor til at få robotten ud at køre på danske marker.

- Jeg glæder mig også til at se synergien vokse mellem virksomhederne, og vi ser allerede nu frem til en spændende, udviklingsrig og innovativ fremtid, siger han.

Henrik Rasmussen har da også store forventninger til salget af AgXeed i Danmark, men han vil gerne indtil videre holde forventningerne for sig selv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Optimering af processer

Også hos hollandske AgXeed er der optimisme at spore.

- Med AllAgBots Nordic har vi fundet en fremragende partner til salg og service af vores teknologier i Danmark, siger Joris Hiddema, CEO for AgXeed.

Han mener, der er et stort potentiale, fordi næste logiske skridt i udviklingen af et mere moderne og professionelt landbrug i høj grad inkluderer autonomi.

- Der er ikke kun tale om maskinel autonomi, men også automatisering og optimering af arbejdsprocesser i marken. Her ønsker AgXeed en mere procesbaseret arbejdsgang, hvor både planlægning, udførsel, dataopsamling og optimering forenes. Fremadrettet spiller den intelligente behandling og datahåndtering en afgørende rolle, siger Joris Hiddema.

Bredt udvalg

AllAgBots har som mål er at tilbyde kunderne alt det, der er på markedet, og har derfor fortsat andre robotmærker og autonome løsninger i sortimentet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er efterhånden mange robotter på markedet, og vi kan konstatere, at nogle er bedre end andre til forskellige opgaver. Vores erfaring er, at alle lover guld og grønne skove, men det handler meget om at definere opgaven rigtigt, og det handler om at vælge den rigtige autonome enhed til opgaven, siger Henrik Rasmussen.

Han konstaterer, at der er mange muligheder, og at der er mange muligheder for at begå fejl.

- Vi opbygger erfaring, og vi vil være kundens sparringspartner og kundens mand i dette marked, siger Henrik Rasmussen.

Overvågning

Ifølge de danske regler, skal robotter fortsat overvåges, når de arbejder.

- AgXeed har selvfølgelig alt i sensorer, og den kan overvåges fra en telefon. Hvordan reglerne præcist tolkes er stadig lidt af en gråzone, for ingen kan rigtigt få defineret, hvordan reglerne skal tolkes, siger Henrik Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

AllAgBots Nordic er et selskab, som Thorsen Teknik og FMR Maskiner står bag, og dermed er virksomheden også til stede i både Farsø og Nykøbing F.