Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Fra butik til skrivebord: - Jeg har lært at smile til kunderne igennem telefonen
Abonnementsartikel
Hos virksomheden Kramp i Skjern sættes den personlige udvikling af medarbejderne højt på agendaen. Et 5 uger langt onboarding-forløb og mange muligheder indenfor videreuddannelse sikrer, at nye medarbejdere kommer godt fra start og lynhurtigt udvikler sig i jobbet. Customer Specialist Elisa Kidde Jønsby fik allerede indenfor de første 5 måneder i sin ansættelse tilbudt en plads på virksomhedens eftertragtede talentudviklingsprogram.
Det var ikke blot en buket blomster på skrivebordet, der bød Elisa Kidde Jønsby velkommen, da hun for 10 måneder siden trådte ind ad døren til hendes første arbejdsdag i virksomheden Kramp. Derimod blev hun mødt med et forkromet og nøje tilrettelagt onboarding-forløb med praktikdage i de mange forskellige afdelinger. Alt sammen nøje planlagt for at give Elisa, og alle nye medarbejdere i virksomheden, en god og tryg start.
Hos Kramp har de erfaret, at det er en god investering at give alle nye medarbejdere en ekstra lang intro-periode. Uanset om det er en ny medarbejder i salgs- eller i økonomiafdelingen, så kan nyansatte forvente 5 uger, hvor de kommer rundt i alle kroge af virksomheden.
Det skriver Kramp Danmark i en pressemeddelelse.
Jesper Paulsen, der er salgschef i Kramp, har også selv været i intern praktik og vurderer at det er god investering for virksomheden at bruge lang tid på indkøring af nye medarbejdere.
- Det kan umiddelbart virke ulogisk at blive ansat i økonomiafdelingen, og så skal man bruge tid på at pakke kasser på lageret. Men vi har erfaret, at det giver en virkelig god forståelse for virksomheden og de funktioner ens andre kollegaer har. Det giver simpelthen et rigtig godt udgangspunkt for den enkelte medarbejder, forklarer Jesper.
For Elisa Kidde Jønsby gjorde den lange opstart en særlig stor forskel, fordi hun stod overfor et karriereskift, hvor hun ikke kun skiftede job, men også arbejdsfunktion og branche. Så den grundige indkøring gav hende gode forudsætninger for at komme godt fra start i den nye stilling.
Et karriereskift, der ikke var lige til højrebenet
For Elisa var det ikke oplagt, at hun en dag skulle arbejde for Kramp. Som butiksuddannet og med mange år bag disken i diverse tøjbutikker i Skjern, så hun ikke sig selv som en oplagt kandidat til et job i virksomheden på heden i Skjern.
. Jeg kommer fra Skjern, hvor alle ved, hvad Kramp er. Jeg har altid haft et godt øje til virksomheden og har ofte tænkt, at det var et sted jeg gerne ville arbejde. Men med min uddannelse og profil har jeg ikke tænkt, at der var en oplagt stilling til mig. Alligevel tog jeg chancen og søgte, da der åbnede sig en plads i kundesupport, fortæller Elisa og fortsætter:
- Jeg er meget serviceminded, og så elsker jeg at arbejde med mennesker. Men efter lang tid i butik, var jeg klar til et job, hvor jeg skulle bruge mit hoved på en anden måde.
Nu sidder Elisa i en stilling som Customer Specialist, hvor hun er tilknyttet kunder i bygge- og entreprenør-segmentet. Hendes primære redskab i dagligdagen er telefonen, hvor hun guider og hjælper kunder med diverse opgaver og udfordringer.
- Når man kommer fra et job, hvor man møder mennesker ansigt til ansigt, er det lidt en omvæltning at jeg nu kun kan "møde" kunderne i telefonen. Men jeg er overbevist om, at jeg stadig kan give folk en lige så god oplevelse, og at de kan mærke, at jeg smiler til dem i telefonen, siger Elisa, der har været ansat hos Kramp siden oktober 2021.
En gylden mulighed
Elisa var knap nok landet i jobbet, da hendes teamleder Mia opfordrede hende at ansøge om at deltage i virksomhedens globale talentudviklingsprogram, der er udviklet særligt til unge, spirende talenter i Kramp.
Kramp har et gennemgående stort fokus på videreuddannelse, og ikke kun overfor de medarbejdere, der har været i virksomheden i længere tid, men også til de unge og nyansatte. Hvert år sender Kramp derfor en udvalgt flok unge medarbejdere på tværs af landegrænserne, afsted på et talentudviklingsprogram, der er udviklet særligt til medarbejdere i den tidlige fase af deres karriere.
- Jeg havde kun været ansat i virksomheden i 5 måneder, da min leder pludselig gav mig den unikke mulighed at deltage i programmet. Min leder har selv deltaget i det og har været virkelig glad for de redskaber og kompetencer, det har givet hende, og netop derfor var det også meget naturligt for hende at tilbyde samme forløb til mig, fortæller Elisa.
Elisa tog det som en kæmpe anerkendelse og takkede ja til muligheden.
- Jeg har været i gang med programmet siden starten af året, og det har indtil videre givet mig mange nye input og kompetencer, som jeg kan bruge i mit arbejde, fortæller Elisa og fortsætter:
- Selvom vi lærer rigtig meget om ledelse og management, så handler det ikke kun om at bygge viden på. Faktisk bruger vi allermest tid på det psykiske - at kigge indad og finde frem til vores styrker og svagheder og vores personlige mål. Og det er virkelig spændende, for jeg har fundet frem til sider jeg ikke vidste jeg havde, og samtidig har det givet mig noget læring til hvordan jeg tilgår andre mennesker - og dét er i høj grad noget jeg kan bruge i mit job.
Elisa har igennem de sidste måneder været igennem en række online-sessioner både alene og i hold. Hun er nu halvvejs, og har lige været samlet med holdet i Holland.
- Jeg har lige været afsted på et seminar, hvor vi alle skulle mødes i Holland og tilbringe 24 timer sammen udendørs. Det var den fedeste oplevelse, hvor vi skulle finde frem til hvor vores egne grænser går og prøve at lede en flok i pressede situationer, fortæller Elisa.
Øje for mere end bare faglighed
For Kramp giver det rigtig god mening at udvikle medarbejderne, og det er noget, der sættes højt på agendaen. Kramp tilbyder udover talentudviklingsprogrammet til de unge medarbejdere, også diverse kompetenceudviklende kurser og har en fond hvor de ansatte kan søge om midler til finansiering af videreuddannelse.
- Vi kan ikke bare regne med, at folk kommer og giver Kramp alt hvad de har - det er lige så meget Kramp der skal give noget til dem. Derfor har vi et stort fokus på, at folk udvikler sig i den retning der motiverer dem, forklarer salgschef Jesper Paulsen.
For Elisa Kidde Jønsby er det også en gave, at hun er havnet et sted, der ikke kun kigger på hvilke faglige kompetencer.
- Jeg er meget taknemmelig for, at jeg er havnet i en virksomhed hvor man ser på potentialet i mennesker frem for kun de faglige kompetencer. Jeg har flere kollegaer, der ligesom jeg selv kommer med en anden faglig baggrund, uden at det er nogen hindring. Faktisk tror jeg, at vi kan bidrage med et nyt syn og et friskt pust, afslutter Elisa.