Lyt til artiklen:

Landbruget bidrager til væksten i stort forsikringsselskab

00:00
Hastighed: ???x
02:22

Et af landets største forsikringsselskaber, Topdanmark, havde fremgang i første halvdel af 2022, og det skyldtes blandt andet landbruget.

Landbrugs- og erhvervsdivisionen bidrager positivt til halvårsresultatet med en vækst på 5,1 procent, står der i en pressemeddelelse fra forsikringsselskabet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Overskuddet lander på 380 millioner kroner efter skat i årets første seks måneder, og præmieindtægterne i skadesforretningen voksede i første halvår 2022 med 3,9 procent til knap 4,9 milliarder kroner drevet af vækst på tværs af alle divisioner.

- Årets første halvår har været præget af turbulens på de finansielle markeder, stigende inflation og ekstraordinære vejrbegivenheder. Set i det lys er det tilfredsstillende, at vi fortsætter med at styrke vores kerneforretning, og at vi fortsætter med at gøre en forskel for vores kunder, siger Peter Hermann, adm. direktør i Topdanmark.

Topdanmark har i første halvår 2022 samlet udbetalt omkring 3,2 milliarder kroner til erstatning og udbedring af skader hos kunder på tværs af alle divisioner.

- Vi har især en stærk vækst blandt små- og mellemstore virksomheder, som er et strategisk vigtigt segment for os, og som kvitterer positivt for de produkter, rådgivning og services, vi tilbyder, siger Peter Hermann.

- I dette kvartal har vi desuden gjort en særlig proaktiv indsats for at sikre, at danske virksomheder ikke er underforsikret. Stigende priser på råvarer og materialer betyder, at flere virksomheder lige nu risikerer at være underforsikrede, fordi de ikke har justeret deres forsikringssum, så den matcher det nye prisniveau og den potentielle forøgede værdi af deres inventar, udstyr, maskiner eller varelager, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den høje inflation kan også mærkes hos Topdanmark. Selskabets erstatninger er således præget af stigende inflation, som har medført højere udgifter på visse produkter.

- Det er en udfordrende tid, og vi ser ind i en periode, hvor inflation også fremadrettet vil påvirke priserne i samfundet. Det er vi selvfølgelig nødt til at forholde os til. Derfor gør vi, alt hvad vi kan for at modvirke konsekvenserne blandt andet gennem effektivisering af processer og indkøbsaftaler, men vi ser også på, om det er nødvendigt at igangsætte pristiltag på udvalgte produkter i den kommende tid, siger Peter Hermann.