Mange landmænd og mindre producenter sælger produkter som jordbær og kartofler som stalddørssalg - for eksempel fra sommerboder.
Stalddørssalg giver landmænd og mindre producenter et bedre provenu og giver samtidig primærproducenter og forbrugere en værdifuld kontakt, hvilket også bidrager til at styrke lokalsamfundet.
Men i de senere år er der dukket nogle mellemhandlere op, som vildleder og fremstiller deres produkter som stalddørssalg, men som ikke dyrker noget selv.
Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse, hvor Lone Andersen, der er formand for Familielandbruget, ser med strenge øje på udviklingen.
- Det er kritisk med denne type "lokalwashing", som er undergravende og ødelæggende for tilliden mellem forbrugere og de små landmænd, som selv avler deres produkter. Det skal være troværdigt at købe primærprodukter lokalt. Og man skal derfor kunne dokumentere sin påstand om at boden ejes og drives af landmanden, siger formanden.
I foråret valgte Familielandbruget at klage over en afgørelse om landzonetilladelse til opsætning af et jordbærtelt i Roskilde Kommune. Det har resulteret i, at Planklagenævnet i slut juni annullerede landzonetilladelsen. Nævnet konstaterede, at der var tale om detailhandel og ikke stalddørssalg.
Lone Andersen vurderer, at afgørelsen fra Planklagenævnet er en vigtig og principel sejr - for små primærproducenter, forbrugere og lokalsamfundene.
Lone Andersen forventer, at afgørelsen kan danne præcedens for kommunernes afgørelser fremover. Og derfor har Familiebruget også formuleret nogle retningslinjer som kommunernes tekniske forvaltninger kan læne sig op ad i forhold til fremtidige tilladelser.





