Abonnementsartikel
Indkøbsforening med cirka 90 landmænd køber planteværnsmidler for cirka 2,5 millioner kroner om året. Det gør det muligt at opnå gode rabatter på de enkelte midler
En af de landboforeninger der har lavet en indkøbsforening er Jysk Landbrugsrådgivning.
I indkøbsforeningen er der cirka 90 landmænd, der køber planteværnsmidler for cirka 2,5 millioner om året.
Indkøbsforeningen består af både store og små landbrug.
- For de mindre landbrug er det først og fremmest de gode rabatter, der kan opnås ved at købe store mængder planteværnsmidler, som er motivationen for at være med i indkøbsforeningen. Mens motivationen for de store landbrug i mange tilfælde bunder i et ønske om at udlicitere indkøb af planteværnsmidlerne, siger Henrik Madsen, der er planteavlskonsulent i Jysk Landbrugsrådgivning, og tovholder i indkøbsforeningen.
Sparer mange penge
- Ud fra besøg hos landmændene er det mit indtryk, at de landmænd som ikke er med i indkøbsforeningen, betaler priser der ligger i samme niveau til priser der er cirka 15 procent dyrere end de priser, vi kan opnå i indkøbsforeningen, siger Henrik Madsen.
- Gennemsnitligt køber landmændene i indkøbsforeningen for knap 30.000 kroner planteværnsmidler om året. Det vil sige, at de landmænd der sparer 15 procent ved at være med i indkøbsforeningen, sparer cirka 4.000 kroner på kemikalierne pr. år, forklarer Henrik Madsen.
- Da det gennemsnitligt koster 2.000 kroner at være med i indkøbsforeningen, afhængigt af hvor meget man bestiller, kan der altså spares cirka 2.000 kroner i gennemsnit, samtidig med at opgaven udliciteres, forklarer planteavlskonsulenten.
Indhenter tilbud to gange årligt
Ved køb af planteværnsmidlerne sendes bestillingerne fra de 90 landmænd, der er med i indkøbsforeningen, i udbud hos grovvarefirmaerne.
- Vi kører en forårs- og en efterårsrunde, hvor de forskellige grovvarefirmaer får en uge til at give tilbud på de planteværnsmidler, landmændene i indkøbsforeningen skal bruge, forklarer Henrik Madsen.
- Her i efteråret har proceduren været, at vi efter at have modtaget alle ordrerne fra landmændene, sendte den samlede bestilling i udbud hos grovvarefirmaerne 1. september. Herefter har grovvarefirmaerne haft en uge til at melde tilbage. Har et firma ikke meldt tilbage efter en uge ses der bort fra firmaet. Blandt de indkomne tilbud vælger vi det, der er billigst, fortæller Henrik Madsen.
For at sikre så stor gennemskuelighed som muligt inviteres de firmaer, der har afgivet tilbud med til offentliggørelsen af valget af leverandør.
Samme dag som firmaerne orienteres om hvem der har fået ordren, sendes priserne på de enkelte midler ud til de landmænd, der er med i indkøbsforeningen.
Herefter kan landmændene få de ønskede varer leveret til den aftalte pris.