Lyt til artiklen:

Rapport: Danmark skal være et foregangsland for demokratiske virksomheder

00:00
Hastighed: ???x
03:05

Regeringens ekspertarbejdsgruppe om demokratiske virksomheder fremlægger i dag deres anbefalinger til, hvordan virksomheder ejet af forbrugere, foreninger, producenter og medarbejdere kan få en større rolle i det danske samfund.

Det skriver Tænketanken Demokratisk Erhverv i en pressemeddelelse.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Virksomheder ejet af forbrugere, foreninger, producenter og medarbejdere har i generationer spillet en vigtig rolle i det danske samfund, og de rummer et stort potentiale, som det er vigtigt, at Danmark får gavn af.

Derfor nedsatte regeringen og dens støttepartier sidste år Ekspertarbejdsgruppen om demokratiske virksomheder. Det skete med opbakning fra V, K og DF.

- I Tænketanken Demokratisk Erhverv er vi meget glade for, at arbejdsgivere, fagforbund, forskere og den erhvervsdemokratiske sektor er blevet enige om, hvor det er vigtigt at sætte ind for at fremme etableringen og udviklingen af demokratiske virksomheder i Danmark, siger Magnus Skovrind Pedersen, direktør i Tænketanken Demokratisk Erhverv og medlem af Ekspertarbejdsgruppen om demokratiske virksomheder.

Danmark har mistet førertrøjen

Andelsvirksomheder i landbruget har i generationer sikret Danmark en position som foregangsland inden for fødevareproduktion.

Demokratiske virksomheder har også vist deres styrke inden for vigtige sektorer som bank, forsikring og pension, vand- og energiforsyning, detailhandel og på boligområdet, men der etableres næsten ingen nye demokratiske virksomheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Danmark var engang et erhvervsdemokratisk foregangsland. Den position har Sverige og England overtaget, men med ekspertarbejdsgruppens klare anbefalinger har regeringen og det store erhvervsdemokratiske flertal i Folketinget fået et springbræt til at vende udviklingen og bringe Danmark tilbage i førertrøjen, siger Magnus Skovrind Pedersen.

Anbefalingerne blev afleveret til Erhvervsministeren i dag kl. 11.30.

Sammenfatning af anbefalingerne

Ekspertarbejdsgruppen om demokratiske virksomheder har set på adgangen til rådgivning, finansiering og andre barrierer for at etablere og udvikle demokratiske virksomheder.

  • Mere viden
    Viden og kendskab til demokratiske virksomheder skal styrkes i Erhvervsfremmesystemet og blandt private rådgivere, så demokratiske iværksættere får bedre adgang til vejledning. Demokratiske virksomheder skal prioriteres højere i uddannelsessystemet, og der skal sættes flere midler af til forskning.
  • Bedre mulighed for omdannelse
    Ny ejer-model skal gøre det muligt at overdrage en virksomhed til medarbejderne på samme skattemæssige vilkår, som gælder ved familieoverdragelse af virksomheder.
  • Bedre muligheder for finansiering
    Finansieringsmulighederne skal forbedres, så demokratiske virksomheder sidestilles med andre virksomhedsformer, både i forbindelse med etablering og udvikling af virksomheden. I den forbindelse er det afgørende, at kendskabet til demokratiske virksomheder styrkes i pengeinstitutter, og Vækstfonden skal prioritere midler til demokratiske virksomheder.
  • God demokratisk ledelse
    Ny komité skal udarbejde anbefalinger om god ledelse i demokratiske virksomheder, ligesom der er udarbejdet anbefalinger for børsnoterede og fondsejede virksomheder. Anbefalingerne skal sikre, at ledelsen tager ejerskab for den demokratiske virksomhedskultur. Transparente valg- og beslutningsstrukturer er vigtige for demokratiske virksomheders legitimitet.
  • Bedre muligheder for kommunikation
    Demokratiske virksomheder skal have bedre muligheder for at kommunikere med deres medlemmer. Forankringen af virksomhedernes demokratiske struktur er afhængig af, at medlemmerne har et højt kendskab til deres rettigheder og muligheder for indflydelse. Fortolkningen af lovgivningen udgør imidlertid en barriere for, at forbruger- og foreningsejede virksomheder kan kontakte deres medlemmer. Det rammer især demokratiske virksomheder inden for finans, elforsyning og det almene boligområde

Godt med fokus

Hos Landbrug & Fødevarer har Morten Holm Østergaard, erhvervspolitisk chef, været en del af arbejdsgruppen.

Han mener, at det er godt, at området kommer i fokus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I Danmark har vi en lang tradition for demokratiske virksomheder bl.a. med de første andelsmejerier og fødevarevirksomheder fra midten af 1800-tallet, der jo har haft stor betydning for danske virksomheder og dansk økonomi. Derfor er det positivt, at der nu kommer fokus på, hvordan vi kan sikre lige konkurrencevilkår mellem forskellige virksomhedstyper og yderligere styrke demokratisk iværksætteri i Danmark, siger han.

Anbefalingerne kommer omkring vigtige emner såsom finansiering, generationsskifte, bedre rådgivning og muligheder for grøn omstilling i andelsselskaberne.

- I L&F er vi rigtig stolte af at have bidraget til dette arbejde, som er med til at puste nyt liv i erhvervsdemokratiet og andelsområdet, siger Michael Holm Østergaard.