Lyt til artiklen:

Erik Hundahl trækker sig fra driften i New Holland-forhandler

00:00
Hastighed: ???x
03:16

Erik Hundahl trækker sig fra driften i New Holland-forhandleren J. Hundahl per 1. juli.

Det skriver maskinforretningen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Erik Hundahl fortsætter som bestyrelsesformand i virksomheden, hvor han kom i lære i 1976 og har været med til at tegne siden 1984, hvor han og broderen Søren Hundahl indtrådte i ejerkredsen som anden generation i familiefirmaet.

Han har tidligere været medlem af Dansk Maskinhandlerforenings bestyrelse.

Generationsskiftet i firmaet har været i gang siden 2018, hvor sælgerne Claus Sørensen og Martin Dalgaard indtrådte i ejerkredsen, men når Erik Hundahl trækker sig tilbage fra driften nu, er det af helbredsmæssige årsager.

- Det er ingen hemmelighed, at helbredet har drillet mig de seneste år, og selvom det ikke passer mig så godt at stoppe i driften allerede nu, så er det vist det bedste, siger han.

Han ærgrer sig over, at han må stoppe nu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg holder meget af kundekontakten og er til dagligt omgivet af ca. 65 fantastiske kolleger, der får det hele til at fungere. Vores medarbejdere fortjener virkelig at blive fremhævet, for det er langt hen ad vejen deres fortjeneste, at vores forretning er lykkes så godt.

Han mener, at der både er store ligheder og forskelle på, da han begyndte for 46 år siden. Ligheden ligger primært i måden J. Hundahl A/S drives på.

- Vi har altid holdt på, at vi vil være kundernes lokale samarbejdspartner indenfor køb og service af nye og brugte maskiner. Og vi vil bestræbe os på altid at finde den helt rigtige maskine og serviceløsning til den enkelte kunde. Kort sagt, holde kunderne kørende med kvalitetsmaskiner med lang levetid og optimal økonomi.

Den helt store forskel, mener Erik Hundahl, ligger i landbrugets voldsomme konsolidering i antal brug og i deres specialisering.

- Da jeg startede, kørte tankbilen måske 300 meter mellem gårdene. Nu er det nærmere 3 kilometer, hvis det kan gøre det. Sådan lidt populært sagt skulle man kunne drikke betydeligt mere kaffe ved køkkenbordene end nu, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En anden stor forskel, mener han, ligger i størrelsen af maskinerne og kundernes investeringer, bredden og dybden i forretningens sortiment, og så selvfølgelig i det større geografiske område J. Hundahl A/S bevæger sig i nu i forhold til tidligere, hvor man nu også er medejer af Skjern Maskinforretning og Traktorgården i Give.

- Men måske er den allerstørste forskel og spændende udfordring de forskellige krav, som landbrugere og maskinstationer har til de produkter, de har behov for og ikke mindst alle de elektroniske muligheder. Det kræver rigtig meget indsigt og viden af vores personale.

Han er også overbevist om, at hele branchen kommer til at "oppe sig" for at skaffe og ikke mindst uddanne de rigtige mennesker med de ønskede kvalifikationer fremover.

- Jeg er lige ved at påstå, at dem der skaber den bedste arbejdsplads, også bliver dem, der får forretningsmæssig succes fremover.