Lyt til artiklen:

Pattegrisedødeligheden har været stigende siden år 2017

00:00
Hastighed: ???x
02:59

Landsgennemsnittet for produktivitet i produktionen af grise i år 2021 er netop blevet udgivet, og efter at have dokumenteret fremgang på væsentlige parametre som pattegrise- og sodødelighed, fravænnede grise pr. årsso og fodereffektivitet, er tallene for 2021 stort set stagneret i forhold til tallene for 2020. Direktør i Landbrug & Fødevarer, Sektor for gris, Christian Fink Hansen kalder tallene for "ikke tilfredsstillende, udtaler han i en pressemeddelelse.

Den totale pattegrisedødelighed, som er dødeligheden i farestalden og antal dødfødte grise, steg fra 23,1 procent i 2020 til 23,4 procent i 2021, svarende til en stigning på 0,3 procentpoint som er det højeste niveau nogensinde, skriver Landbrugsavisen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med undtagelse af et lille fald i 2020 på 0,1 procent har tallet været stigende siden 2017, skriver mediet.

- Det siger sig selv, at vi ikke er tilfredse med, at vi ikke har forbedret produktiviteten mere i forhold til 2020. Vi har løbende brugt betydelige ressourcer på forskning og udvikling for at øge antallet af fravænnede grise pr årsso. Når vi blot ser en stigning på 0,1 i 2021 i forhold til 2020, skyldes det en stigning i dødeligheden indtil fravænning. Det er naturligvis ikke tilfredsstillende. Det samme gør sig gældende for sodødeligheden, siger Christian Fink Hansen og fortsætter.

Konkrete mål

- Vores resultater fra forskning og innovation skal i højere grad ud at leve på bedrifterne, det skal de blandt gennem vores vision for fremtidens griseproduktion, som vil opstille konkrete mål på udvalgte områder, som vi ved skaber bedre dyrevelfærd. Det skal give os mulighed for at følge systematisk op og sikre, at der er konsekvenser, hvis ikke vi leverer, siger direktør i Sektor for gris i Landbrug & Fødevarer, Christian Fink Hansen.

På fodereffektiviteten viser opgørelsen over landsgennemsnittet en lille stigning i daglig tilvækst og en stort set uændret foderudnyttelse. Heller ikke på fodereffektivitet, er Landbrug & Fødevarer, Sektor for gris tilfredse.

- Vi havde naturligvis gerne set en fortsat forbedring i fodereffektiviteten, som vi har set i de foregående år. Vi må konstatere at for både smågrisene og slagtedyrene, er produktiviteten stort set uændret fra 2020 til 2021. Også her bruger vi betydelige ressourcer på forskning og udvikling, som vi skal blive bedre til at få de resultater ud at leve i besætningerne, slutter Christian Fink Hansen, direktør i Sektor for gris, Landbrug & Fødevarer.