Lyt til artiklen:

Danish Crown vil dominere markedet for plantebøffer

00:00
Hastighed: ???x
03:22

Siden Danish Crown i januar lancerede sin plantebaserede produktserie, har koncernen opnået en markedsandel på cirka 20 procent.

Der bliver spist masser af veggiedeller og plantebøffer ved de danske spiseborde. I januar lancerede Danish Crown sin første plantebaserede produktserie under brandet "Den Grønne Slagter" og har allerede nu en markedsandel på cirka 20 procent, skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vi selvfølgelig stolte af, og særligt fordi fem procent af alle danskere efter bare fire måneder allerede har købt vores plantebaserede produkter. Der er helt fantastiske tal for en ny produktserie i fødevarebranchen. Derfor er vi også allerede på vej til at udvide serien med nye plantebaserede produkter og har en klar målsætning om at blive markedsleder indenfor plantebaserede kødalternativer, siger Mette Færch, der er direktør for marketing og innovation i Danish Crown.

Veggiedeller

Der er lige nu otte produkter i den plantebaserede serie, der består både af færdigretter og komponenter til måltider. Alle produkterne er fremstillet uden soja med enten nordiske eller økologiske grøntsager som hovedingrediens. De bedst sælgende produkter er samtidigt børnefamiliernes favoritter, nemlig veggiefars, veggiedeller og veggienuggets.

Danish Crowns markedsanalyser viser, at hele seks af de nye produkter - efter blot fire måneder på markedet - ligger i top-20 på salgslisten for plantebaserede kødalternativer. Samtidig er veggiefars fra Den Grønne Slagter det mest solgte produkt i sin kategori.

- Vi har satset benhårdt på at levere god mad til de mange. Det vigtigste er selvfølgelig, at produkterne smager godt, men samtidigt skal det være gode produkter til en ordentlig pris, så de fleste kan være med. Vi vil populært sagt vinde hverdagen. Der ligger vi godt til lige nu, for vores plantebaserede produkter er de bredest distribuerede i kategorien, og altså dem der er at finde i flest butikker på landsplan, siger Mette Færch.

Skærer ned på kødforbrug

I forbrugerundersøgelser svarer mere end hver tredje dansker, at de inden for det sidste år har skåret ned på deres kødforbrug, og to ud af tre danskere har et ønske at spise mere klimavenligt. Derfor var det til lanceringen Danish Crowns mål at nå en omsætning i det plantebaserede segment på et større tocifret millionbeløb allerede i 2022.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med de gode salgstal er koncernen godt på vej til at levere på den målsætning. Efter sommerferien udvider Danish Crown det plantebaserede sortiment med tre nye produkter. En asiatisk inspireret nudelret med grøntsager og veggiebites, en veggie hakkebøf og en paneret burger med spinat og ost.

- Det er ikke sådan, at vi nu opgiver at producere kød, for det kommer forbrugerne også til at efterspørge i fremtiden. Men i Danish Crown er vi meget bevidste om, at fødevaresektoren er en del af klimaudfordringen, og derfor er vi også opsatte på at være en del af løsningen, siger Mette Færch.