Lyt til artiklen:

Dyrskuet i Thisted holder niveauet

00:00
Hastighed: ???x
03:11

Som andre dyrskuer har arrangørerne af Dyrskuet Thy-Mors i år været spændt på, om interessen for at udstille dyr er intakt efter to års corona-aflysninger. Det skriver Dyrskuet Thy-Mors i en pressemeddelelse.

- Det ser sådan ud. Med 330 dyr i årets katalog lander vi tæt på gennemsnittet for de foregående år, så det må bestemt betegnes som en tilfredsstillende opbakning, siger Kim Jørgensen, formand for Dyrskuet Thy-Mors, der i år for første gang arrangeres i regi af landboforeningen Fjordland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dyrskuepladsen i Thisted by danner som vanligt rammerne for en stor kvægudstilling, og det er igen både malke- og kødkvæg, der kommer til at fylde rammerne lørdag den 11. juni, selv om antallet af tilmeldte dyr er lidt mindre end de seneste år. Dyrskuet Thy-Mors melder, at der vil være henholdsvis 96 malkekvæg og 44 kødkvæg.

Til gengæld er der tilmeldt hele 32 kvier til derby-konkurrencen. Holstein dominerer blandt malkekvæget, mens Charolais og Dansk Blåkvæg stiller med de største hold blandt kødracerne.

Hesteudstillingen er som tidligere ret beskeden med kun seks dyr til bedømmelse, men andre heste dukker for at deltage i dagens aktiviteter.

Thy Køreselskab tilbyder køreture i hestevogn, og Sjørring Rideklub giver opvisning i voltigering og holder workshop.

Til gengæld sætter den genopstående fåreudstilling rekord med hele 11 dyr fordelt på to racer, Texel og Shropshire. Også blandt smådyrene er der udstillerinteresse med 78 kaniner og en fjerkræudstilling, der for første gang også tæller seks ænder ved siden af høns og duer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landbruget i børnehøjde

Udstillere af maskiner og produkter vender også tilbage til Dyrskuet Thy-Mors.

- Lysten til at udstille med en stand på dyrskuet er usvækket efter to års ufrivillig pause. Vi har solgt 50 stande, og det er helt på niveau med tidligere, siger Kim Jørgensen.

Ved siden af de store, moderne maskiner vil der være en udstilling af gamle redskaber til roedyrkning, som vises frem i ringen, når dyreudstillingens afsluttende konkurrence i mønstring er overstået.

Kim Jørgensen glæder sig over, at udstillerne også bakker op om dyrskuets traditionsrige tyvstart om fredagen, hvor elever fra skolerne i Thisted, Morsø og Struer Kommuner er inviteret til "Landbruget i børnehøjde" på Dyrskuepladsen.

Her hjælper et hold frivillige med at vise rundt blandt dyr, maskiner og aktiviteter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Over 1600 elever og 224 lærere har meldt deres ankomst fredag den 10. juni, hvor et stort antal lokale dagplejebørn også plejer at besøge pladsen.

- Det er altid en fantastisk optakt til dyrskuet, hvor vi har lejlighed til at give børn og lærere et indblik i livet som landmand. Det sker i et godt samarbejde med de lokaler kommuner, der betaler buskørslen for skolerne til og fra Thisted, siger Kim Jørgensen.