Lyt til artiklen:

Arla indvier største mejeri-investering

00:00
Hastighed: ???x
03:35

Arla indvier i dag et nyt produktionsanlæg på andelsselskabets største mejeri, det tyske Pronsfeld mejeri.

Arla har investeret 190 millioner euro i at udvide mejeriet, skriver Arla i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er andelsselskabets største enkeltstående investering i et mejeri nogensinde.

Udvidelsen af Pronsfeld mejeri omfatter et produktionsanlæg med et 51 m højt tørretårn som det centrale element. Det kan årligt forarbejde 685 millioner kilo mælk, som bliver til omkring 90.000 tons højkvalitets mælkepulver. Mælkepulverets egenskaber og lange holdbarhed gør det særligt velegnet til Arlas internationale markeder, hvor det er en naturlig og vigtig del af den lokale kost, især i hurtigt voksende byområder.

Mælken der indgår i produktionen, stammer primært fra Arla-gårde i regionen omkring mejeriet.

- Det er med stor glæde, at vi indvier udvidelsen af vores mejeri i Pronsfeld i dag. En af de største udfordringer, det globale samfund står over for i øjeblikket, er at sikre, at så mange som muligt har adgang til god og nærende kost hver dag. Som led i vores Future26-strategi vil vi styrke og udvide vores forretning på internationale markeder som Mellemøsten, Vestafrika og Sydøstasien, hvor efterspørgslen på billige og nærende mejeriprodukter overstiger både den lokale produktion og det lokale udbud. Mejeriet i Pronsfeld er det største Arla-mejeri i verden og leverer allerede en stærk eksportforretning. Med det nye produktionsanlæg spiller mejeriet en endnu vigtigere rolle i vækststrategien for vores internationale forretning, siger Peder Tuborgh, administrerende direktør for Arla Foods.

- Jeg er meget stolt af indsatsen fra vores kollegaer, som sammen med vores partnere har gjort udvidelsen af vores mejeri i Pronsfeld mulig. Det er et vigtigt skridt i udviklingen af vores produktionskapacitet i retning af en mere effektiv og bæredygtig mælkeproduktion, der bygger videre på vores styrker her i Tyskland og udnytter de nyeste teknologier. Denne udvikling sætter standarden for vores fremtidige mejeri-investeringer og understøtter vores nye strategi om at være førende inden for værdiskabelse og bæredygtighed, siger Executive Vice President og chef for Arlas forsyningskæde David Boulanger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Opførelsen af produktionsanlægget startede i 2019. I dag beskæftiger mejeriet i Pronsfeld ca. 1000 medarbejdere og producerer mejeriprodukter til omkring 70 lande i hele verden.

Fokus på bæredygtighed

Udvidelsen af Pronsfeld mejeri skal være med til at få Arla til at levere på de nye klimamål for driften med en forbedret bæredygtighedsprofil og højere energieffektivitet. Et nyt teknisk setup til el- og varmeproduktion, i form af et kraftvarmeværk, og til proceskøling vil reducere CO2e -aftrykket og elforbruget med ca. 1.200 tons CO2e og ca. 1.800 megawatt-timer elektricitet om året for hele mejeriet sammenlignet med en traditionel køleløsning, skriver Arla.

Da der i øjeblikket ikke findes et grønt energialternativ i Tyskland til den naturgas, der anvendes til det nye produktionsanlæg, vil Arla som en kortsigtet løsning købe grønne elcertifikater svarende til CO2e -udledningen for både gas og el, skriver Arla. Derudover er Arla ved at undersøge muligheden for i fremtiden at erstatte 25 procent af den naturgas, der bruges i det nye tekniske setup, med brint.