Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Igen heste og køer på dyrskuet i Lemvig
Efter tre år uden konkurrencer og aktiviteter med heste på Lemvig Flyveplads, kan Lemvig Marked og Dyrskue i år igen holde dyrskue med både heste og køer.
Det skriver arrangørerne bag dyrskuet i en pressemeddelelse.
- I 2019 var der hesteherpes på egnen, og vi aflyste derfor udstillingen af heste. Og de to seneste år har corona jo lukket hele arrangementet. Vi er derfor glade for, at dyrskuet den 28.-29. maj kan vende tilbage med både klov-dag lørdag og hov-dag søndag, siger Morten Agger.
Han er næstformand i landboforeningen Fjordland, som arrangerer Lemvig Marked og Dyrskue sammen med Lemvig Flyveklub.
Hesteudstillingen genopstår med 22 avlsheste fra i alt ni racer i alle størrelser. Fra Jydske Heste til shetlandsponyer - og blandt andet med en samling af Fjord-heste. Dertil kommer 13 fritidsheste, der ikke bliver bedømt på traditionel dyrskue-maner, men deltager i en række forskellige aktiviteter, ligesom der kåres en 'Årets fritidshest' på tværs af racer.
Lørdagens kvægudstilling har 43 dyr i kataloget. 27 malkekøer og 14 kødkvæg samt to kalve, der dog kun deltager i mønstringskonkurrencen.
- Lysten til at udstille kvæg er noget mindre end tidligere. Efter to corona-år skal traditionen nok lige varmes op igen, men med en del salmonella-tilfælde i egnens kvægbesætninger er der især lokalt også en vis forståelig tilbageholdenhed i år, siger Morten Agger.
Når dyrene er bedømt, er der begge dage andre publikumsvenlige aktiviteter i ringen. Lørdag kan man således opleve den store udstilling af veterantraktorer gennemføre en omgang ringridning for traktorførere, mens der søndag vil være opvisning af Vestjysk Køreselskab.
Rundt om ringen er der traditionen tro en stor udstilling af både maskiner og produkter til landbruget samt aktiviteter og stande, der retter sig mod borgere og forbrugere.
- Vi plejer at tiltrække gæster fra en stor del af Midt- og Vestjylland og forventer, at der kommer flere østfra, da der ikke er dyrskue i Skive i år. Publikummet i Skive vil derfor nok søge mod enten Lemvig eller dyrskuet i Thisted den 11. juni, siger Morten Agger.