Lyt til artiklen:

Klimaneutralitet er en massiv udfordring

00:00
Hastighed: ???x
02:00

Jeppe Bloch, formand for Danske Svineproducenter, forklarede på foreningens generalforsamling, hvorfor Danske Svineproducenter gik ind i arbejdet med en 2050 vision for dansk svineproduktion sammen med Landbrug & Fødevarer Gris og Danske Svineslagterier.

- Uden Landsforeningen var der ikke tilstrækkeligt fokus på de praktiske forhold og på de belastninger, som vi udsættes for. Det er vigtigt, at det er svineproducenterne og ikke slagterierne, der sætter barren for, hvad vi vil stå model til, sagde han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han konstaterer med tilfredshed, at Danske Svineproducenters mål er nået, om end der fortsat er ting i visionen, som foreningen gerne havde været foruden.

- Alternativet kunne være meget værre. Men det er vanskeligt for os at sluge pillen med bæredygtighed og klima. Helt ærligt synes vi, at svineproducenterne har bevæget sig i den retning i de sidste mange år. Husk, hvad der er godt for bundlinjen, er også godt for klimaet, mener Jeppe Bloch.

Men Jeppe Bloch sagde dog samtidig til sine medlemmer, at der er en række forhold, som de danske svineproducenter ikke kan komme udenom.

- Flere og flere politiske fraktioner og store detailhandelskæder går massivt op i dyrevelfærd, ikke mindst rykker det markant på vores største nærmarked, Tyskland, sagde han.

Og han gjorde opmærksom på, at i nogle lande og fra mange sider er der et ønske om at indskrænke produktionen af svinekød.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kun hvis Danmark er førende inden for dyrevelfærd, dyresundhed, miljø og klima samt sunde fødevarer kan vi få accept af at opretholde en produktion, der kan fremtidssikre erhvervet og sikre den nødvendige innovationskraft, som har kendetegnet svineproducenterne i så mange år, sagde Jeppe Bloch.

Men han undlod ikke at gøre opmærksom på, at miljøhensyn og den politiske konsensus om klimaneutralitet i 2050 er en massiv udfordring for svineproduktionen.