Lyt til artiklen:

Danish Crown sender færdigretter ud i butikkerne

00:00
Hastighed: ???x
02:54

Danish Crown ser et stort potentiale inden for convenience food og færdigretter til de danske forbrugere. Nu sender fødevarekoncernen de første færdigretter med fersk kød ud i butikkerne. Samtidig er kødet, som bruges i retterne, dansk, og retterne er produceret i Danmark.

Det skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ser et stort potentiale i retter og mad, som kan laves hurtigt i rigtig god kvalitet. Nu har vi sendt de første produkter i butikkerne, ligesom vi kommer med 4-5 nye retter i efteråret, så det er en stor satsning for os, og vi glæder os til at se, hvordan forbrugerne tager imod produkterne, siger Ole Bridal, der er kategoridirektør i Danish Crown.

Under sloganet "Næsten for godt til at være nemt" sælges produkterne i første omgang i Føtex, Bilka og Netto samt på Nemlig.com. Startsortimentet i butikkerne består af Thai Strimler, Thai Wok og Fajita Risret.

Convenience food eller færdigretter vinder større og større indpas hos danskerne. Fra 2016 til 2019 er markedsandelen på færdigretter inden for salget på kødprodukter vokset fra 16 pct. til 28 pct., viser tal, som Landbrug & Fødevarer har fået lavet i efteråret 2019.

Det er en del af Danish Crowns koncernstrategi, Feeding the Future, at salget af convenience øges over tid. Det er en ambition hos Danish Crown at få en større andel af convenience-markedet, da dette marked vokser ca. 15 pct. om året

Det er tanken, at der også lanceres en række nye færdigretter med nøglehulsmærkningen til foråret 2023, og det understreger satsningen i området hos Danish Crown. Målgruppen til produkterne er både børnefamilier og den travle forbruger, der leder efter et hurtigt, men godt måltid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En rundspørge, som Landbrug & Fødevarer har fået foretaget i 2021, viser, at der af adspurgte forbrugere var cirka 44 pct., der i løbet af 14 dage havde købt en færdigret én eller flere gange. Ligesom der i undersøgelsen var 35 pct. der til aftensmad havde spist en færdigret eller brugt komponenter, som var købt færdige.

Group CEO i Danish Crown, Jais Valeur, er helt overbevist om, at en stor del af den fremtidige vækst i koncernen kommer fra convenience food.

- I Danish Crown skal vi være, hvor forbrugerne er. Derfor investerer vi i innovation og satsningen på convenience en hjørnesten for os. Jeg forventer, at 5 pct. af vores fremtidige vækst i omsætningen kommer fra dette område, som bliver ved med at vokse. Det kræver, at vi bliver ved med at udvikle produkter, som forbrugerne vil have, siger Jais Valeur.

De nye nøglehulsmærkede færdigretter er en yderligere satsning fra Danish Crown, der også i januar sendte de første plantebaserede færdigretter på markedet.