Lyt til artiklen:

Ukrainske flygtninge kan ende i jobs til 70 kroner i timen

00:00
Hastighed: ???x
01:18

3 F har gennemgået en række jobopslag, skrevet på ukrainsk eller forsynet med hashtagget #JobsForUkraine og kan afsløre, at vikarbureauerne målretter annoncerne til ukrainske krigsflygtninge.

- Du får 1.500-1.800 euro (ca. 11.200-13.500 kroner, red.) før skat, hvis du arbejder omkring 40 timer om ugen, siger en medarbejder fra vikarbureauet Arbejdsudleje til en ung kvindelig ukrainske flygtning, skriver Fagbladet 3F.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jens Arnholtz, lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet, er overrasket over, at krigsflygtninge tilbydes job til så lav en løn.

- Jeg havde troet, med al den debat om solidaritet og støtte til ukrainske flygtninge, at der var en fornemmelse af, at vi også skal behandle dem ordentligt. Det synes jeg ikke, det her er udtryk for, siger han til Fagbladet.

Andreas Kauders, som ejer Arbejdsudleje via et andet selskab, siger til Fagbladet 3F, at han mener, at ukrainske krigsflygtninge ligesom alle andre må tage job, hvor lønnen svarer til evnerne.